23948sdkhjf

Tøjbutik i shoppingcenter begærer sig selv konkurs

Virksomhedens ejer tager nu konsekvensen af en udfordret økonomi og har indgivet konkursbegæring

Selskabet NH Hanstholm ApS, der står bag tøjbutikken Samilla i Hanstholm Centret, har begæret sig selv konkurs.

Det fremgår af Statstidende.

Året var ikke mange dage gammelt, da selskabet, der ejes af Hjalmar Kristensen, 3. januar måtte smide håndklædet i ringen og indsende konkursbegæring til Retten i Holstebro.

I selskabets seneste årsregnskab, som gælder for perioden 1. januar - 31. december 2021, fremgår det, at virksomheden havde en negativ egenkapital på -2,3 mio. kr.

Til gengæld havde virksomheden opnået et positivt resultat for coronaåret på lige under 100.000 kr. efter skat, og af ledelsesberetningen fremgik det, at selskabets anpartshaver havde givet tilsagn om at skyde flere penge i forretningen for at sikre likviditeten. Men et år senere, kort efter afslutningen af regnskabsåret for 2022, var billedet åbenbart et andet.

Henrik Tinggaard fra Advokathuset Funch & Nielsen er kurator på konkursen.

- Vi skal have afviklet boet, og der er selvfølgelig et varelager og formentlig også noget butiksinventar, som vi skal have omsat. Men hvor meget, der kan sælges, og hvad det kan sælges til, har jeg ikke overblik over endnu, forklarer Henrik Tinggaard.

Ifølge kuratoren er egenbegæringen en konsekvens af, at virksomheden har haft svært ved at tjene penge.

- Det er nemt nok at se i regnskaberne, at anpartshaveren har indskudt flere og flere penge gennem tiden, men nu er nået til et punkt, hvor det må stoppe, tilføjer Henrik Tinggaard.

Samilla har lejet sig ind i lokalerne, som også ejes af Hjalmar Kristensen. Derfor vil det være afhængigt af udlejerens ønsker, om det eventuelt ville være muligt for en ny ejer at drive Samilla videre, fortæller kurator.

Ligesom mange andre tøjbutikker har Samilla haft succes med livesalg på de sociale medier, som de startede op under coronanedlukningen. Seneste livesalg holdt butikken i december, og på butikkens hjemmeside bliver besøgende mødt af en blank side, hvor der står, at Samilla "vender stærkt tilbage online i starten af 2023".

Redaktionen har tirsdag været i kontakt med Ida Seerup, der har stået for den daglige drift af Samilla, som dog ikke ønsker at udtale sig til en artikel.

Læs originalartiklen på nordjyske.dk her

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078