23948sdkhjf

Arla udvider for tre-cifret millionbeløb i Videbæk

I juni indgik Arla en 10-årig aftale med den kinesiske fødevarevirksomhed Biostime om at producere 20.000 tons dansk mælkepulver til børneernæring. Den ordre medfører nu en udvidelse af Arlas mælkepulveranlæg Arinco i Videbæk.
Biostime International Holdings Limited, som sælger højkvalitetsprodukter inden for børneernæring og babypleje i Kina, valgte i juni Arla som leverandør af mælkepulver-produkter baseret på dansk mælk i de næste 10 år.

Ordren lyder på ca. 20.000 tons om året, og indebærer samtidig en investering i en udvidelse af Arlas mælkepulveranlæg Arinco i Videbæk på ca. 165 mio. kroner, hvoraf kinesiske Biostime finansierer halvdelen.

Skaber nye jobs
Arlas bestyrelse har nu godkendt investeringen i Arinco, og udvidelsen sættes i gang allerede i oktober.

- Vi forventer, at den øgede produktion til Kina vil skabe omkring 30 nye jobs på vores anlæg frem mod 2014. Samtidig betyder investeringen, at vi kan øge automatiseringen og dermed gøre vores produktion på Arinco endnu mere effektiv. Så vi kommer til at producere mere på en mere effektiv måde, siger Arincos direktør Mogens Bøgh Pedersen.

En lønsom aftale
Arla eksporterer i forvejen højt forædlet mælkepulver og børneernæringsprodukter til Kina, og den høje kvalitet fra Skandinavien var en af hovedårsagerne til, at Arla blev valgt som leverandør.

- Vi er stolte over at kunne forsyne det kinesiske marked med produkter med en høj skandinavisk kvalitet og fødevaresikkerhed. Det er en anerkendelse af Arlas høje kompetencer indenfor mejeriprodukter, og det er en god aftale for os, fordi der er tale om produkter i den lønsomme og højt forædlede ende af vores sortiment, siger Senior Vice President Frede Juulsen, der er ansvarlig for Arlas forretning i Kina samt globalt ansvarlig for mælkepulver i Arla.

Aftalen om kontrakt-produktion til Biostime kom i hus i kølvandet på, at Arla indgik en strategisk aftale med den førende kinesiske fødevarekoncern COFCO om et delt ejerskab af Kinas største mejeriselskab Mengniu Dairy Group. Hertil kom en samarbejdsaftale om at skabe et videncenter for mælke- og mejeriproduktion – ”China-Denmark Dairy Technology Cooperation Center” – i Beijing i Kina.

Aftalerne har til formål at styrke Arlas tilstedeværelse og langsigtede indtjeningsmuligheder på det kinesiske marked, der anses som et strategisk vækstmarked i Arlas koncernstrategi

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078