Rema 1000 og Varefakta: Myndighederne har vildledt os
Rema 1000 og Varefakta har handlet i god tro, da de påførte Nøglehulsmærket til to varianter fuldkornssnacks. Varefakta har nemlig i samråd med Fødevarestyrelsen kategoriseret de to varianter i kategorien knækbrød og skorper, lyder Varefaktas kommentar til Nøglehulssagen.
- De omtalte Rema 1000 snacks er p.g.a. et meget lavt vandindhold kategoriseret i gruppen knækbrød og skorper. Da snacksene lever op til kriterierne for Nøglehul i denne gruppe og også opfylder kriterierne for Fuldkornsmærket, er de forsynet med begge mærker og signalerer derfor et sundere produkt, skriver Varefakta på sin hjemmeside.
Varefakta har efter samråd med Fødevarestyrelsen, kategoriseret fuldkornssnacksene i kategorien knækbrød og skorper og Rema 1000 og Varefakta har altså handlet i god tro, lyder svaret på kritikken videre.
Fødevarestyrelsen vedstår, at kategoriseringen er sket i samråd med dem. Nu siger de imidlertid, at de ikke blev informeret godt nok om, hvordan produkterne skulle markedsføres. Men nu trækker myndigheden lidt i land. Når de markedsføres som chips – de sælges i poser, der til forveksling ligner chipsposer og står på hylderne med chips i butikkerne – kan de hverken få Nøglehul eller Fuldkornsmærke, lyder det nu.
Varefakta mener ikke Fødevarestyrelsen er blevet mangelfuldt informeret.
- Vi synes det er ærgerligt, at Rema 1000 på denne måde bliver hængt ud, når de har fulgt alle regler, fået grønt lys af myndighederne og tilmed har lanceret et produkt, der er betydeligt sundere end mange tilsvarende produkter, siger direktør for Varefakta, Helga Møller afsluttende.