Lokal købmand drukner i arbejde
Købmand og indehaver af Spar i Vestbjerg, Peter Leth, havde egentlig troet, at hans medarbejdere ville få mindre at se til i år.
Han forventede at inflation, faldende boligpriser og varmepriser på himmelflugt, ville påvirke shoppelysten hos vestbjerggenserne på Black Friday, så hans købmandsbutik ville få færre pakker at håndtere i dagene efter.
Men i stedet er det gået stik modsat.
- Vi modtager 500 pakker om dagen i øjeblikket, også i weekenden. Så det er faktisk blevet vildere i år, end det var sidste år. Vi drukner i pakker, siger den travle købmand.
De har fået indleveret rekordmange pakker i Spar i Vestbjerg Foto: Privatfoto
De mange pakker betyder, at Spar i Vestbjerg har inddraget flaskerummet, som sammen med postrummet bliver brugt til at håndtere de mange pakker.
- Jeg har også et lagerrum nede bagerst i butikken, der kan tages i brug, hvis det bliver nødvendigt, siger Peter Leth.
Og det kan det snart blive, for pakkerne hober sig op, og det får nu købmanden til at komme med en opfordring til de købelystne borgere i byen.
- Det ville være dejligt, hvis de kom ned og hentede deres pakker, så snart de fik besked om, at den er ankommet. Også selv om de har bestilt mere end en. Det gør det noget nemmere for os at holde overblikket.
Han understreger, at der ikke er tale om en klage. Købmanden er godt tilfreds med, at der er travlt, og at kunderne også bruger muligheden for at handle ind til aftensmad, når de henter deres pakker.
Men bliver pakkerne ved med at ankomme i samme tempo som hidtil, risikerer han at løbe tør for plads, og så må han i yderste tilfælde afvise pakkerne.
- Og det vil vi helst ikke, siger Peter Leth.