23948sdkhjf

Den med skibet vinder InitiativPrisen i Vendsyssel

Foretagsomhed, modet til at udfordre branchen og en relancering af et halvfjerdsårigt brand har vendt op og ned på branchen og sender nu årets InitiativPris i DI Vendsyssel til Brønderslev

Mange kender nok garn fra Mayflower som "den med skibet".

Sådan har det været siden begyndelsen i 1951, hvor virksomheden blev kendt for bomuldsgarn i høj kvalitet, men virksomheden er alt andet end støvet og gammeldags.

I en branche, som er i rivende udvikling, går virksomheden foran med nye tiltag og sætter nye standarder for branchen. Det skriver Dansk Industri i en pressemeddelelse.

- Noget af det, der imponerer hos en virksomhed som Mayflower, er, at de formår at være på forkant i en branche, som udvikler sig i den hastighed, som den gør. Coronakrisen og et stigende fokus på bæredygtighed har fået stadig flere til at finde strikkepinde og hæklenåle frem. Det stiller enorme krav til en virksomhed, når så mange kunder er nye på markedet, siger formand for DI Vendsyssel, Richard Fynbo.

Blandt de nyskabende tiltag hos virksomheden er brugen af sociale medier i markedsføringen og den løbende interaktion med kunderne.

I takt med, at garn, strik og hækling er blevet en større del af de sociale medier, er samarbejder med forskellige influencers blevet et naturligt næste skrift i markedsføringen hos Mayflower.

Virksomheden samarbejder blandt andet med skuespillerinden Molly Egelind, som er Mayflowers største og mest kendte ansigt udadtil. Molly Egelind udarbejder strikke- og hækledesigns, ligesom der er lanceret en garnkollektion i hendes navn

Øget tilgængelighed og stor interesse

På Mayflowers hjemmeside er mere end 500 strikke- og hækleopskrifter gjort tilgængelige uden beregning.

Tidligere blev opskrifter forhandlet gennem garnbutikkerne og andre steder, men det var et marked, der var svært at beskytte for grossisterne.

Ved siden af virksomhedens hovedkvarter i Brønderslevs erhvervskvarter kan strikke- og hækleinteresserede besøge Mayflower Showroom, som er en garnbutik, hvor der afholdes arrangementer og workshops. Stedet trækker en masse strikke- og hækleinteresserede kunder til området.

Den generelt øgede tilgængelighed har altså været en faktor for virksomhedens succes.

- Det er klart, at en større tilgængelighed til kvalitetsdesigns, som du selv kan lave med vores garner, har en betydning for vores afsætning. I et marked med mange nye forbrugere er det afgørende at være tilgængelig og dermed let at gå til.

- Sidste år, da vi holdt bankospil i Brønderslev Hallerne med mere end 400 deltagere, så vi, at vi også har mange loyale kunder. Kunderelationen er ekstremt vigtig i et marked som vores, siger adm. direktør John Heberg Svendsen fra Mayflower.

Virksomhedens evne til at nytænke og eksekvere ses ligeledes i salgsleddet. Flere har forsøgt at afsætte garn gennem supermarkeder. De færreste har dog haft den samme succes som Mayflower.

På rådhuset vækker prisen glæde hos borgmester Mikael Klitgaard.

- Mayflower flyttede til Brønderslev i 1985, men dengang var målgruppen måske nok i en anden aldersgruppe, end den er i dag. I dag både strikker og hækler de unge på livet løs, og virksomhedens udvikling i de seneste år er virkelig imponerende. Jeg er glad for, at vi har en virksomhed som Mayflower i Brønderslev Kommune, og jeg ønsker dem stort tillykke med prisen, siger borgmester Mikael Klitgaard.

InitiativPrisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt mindre og mellemstore virksomheder i Danmark.

Der findes 18 regionale prisvindere, som går videre til en landskonkurrence, hvor vinderen udpeges på SMV-dagen i foråret 2023.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094