Detailhandlen fortsætter med at falde
Selv om der formentlig vil blive omsat for et stort milliardbeløb i detailhandlen denne fredag, hvor de sorte tilbudsskilte er svære at overse, er der overordnet set alligevel en branche i tilbagegang.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at detailhandlen i oktober faldt med 1,7 procent fra september til oktober, når man korrigerer for inflation og sæson.
Dermed fortsætter tilbagegangen, der begyndte i sommeren 2021 og som betyder, at niveauet nu svarer til det, vi oplevede før corona-perioden.
Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, kalder tallet "nedslående stort".
- Oktober var særlig hård, da mange danskere modtog eksorbitante gasregninger for vinteren til a conto betaling.
- Dertil har boligejere med et variabelt forrentet lån, der skal refinansieres ved årsskiftet, udsigt til en historisk rentestigning på deres boliglån, skriver han i en kommentar.
Tore Stramer forventer, at nedgangen vil fortsætte og påvirke julehandlen.
Selv om handlen med fødevarer og andre dagligvarer steg en smule, var det ikke nok til at hive oktobertallene op i positivt terræn.
I kategorien beklædning var faldet i oktober hele 4,7 procent, og kategorien andre forbrugsvarer faldt med 3,1 procent.
- Det samlede salg trækkes især ned af, at appetitten efter elektronik, møbler, tøj og andre forbrugsvarer for alvor er svundet ind i oktober måned.
- Lige præcis den gruppe af varer, der på dagens Black Friday-udsalg gerne skulle finde vej til indkøbskurvene.
- Det gode spørgsmål er, om vi kan mobilisere en lyst til flere af den slags varer, nu hvor udsalget er skudt i gang, siger Morten Granzau, der er underdirektør i Dansk Industri.