Tøjbutik konkurs: Nu sælger kurator ud af varelager og butiksinventar
Efter syv år har indehaver af webshoppen og tøjbutikken "Fru Munch", Marianne Munch Petersen, måttet erkende, at det ikke længere er økonomisk muligt at fortsætte driften af butikken. I sidste uge erklærede hun "Fru Munch" konkurs, bekræfter kurator og advokat Rune Hyllested fra Storm Advokatfirma.
- Vi er lige nu ved at opgøre, hvad der er af aktiver og passiver og skal herefter i gang med at realisere varelager og inventar, siger Rune Hyllested.
Kuratoren forsøger derfor at række ud til interesserede, der ønsker at overtage varelager og inventar.
- Er der nogen, som har interesse i at købe et varelager eller butiksinventar, skal de endelig henvende sig. Min opgave er at realisere så meget som muligt, således at kreditorerne kan få deres penge, siger han.
At der er et stigende pres på de mindre erhvervsdrivende, mærker man også hos Storm Advokatfirma. Rune Hyllested oplyser, at de lige nu modtager mange henvendelser fra virksomhedsejere fra detailbranchen og fra restaurationsbranchen.
- Virksomhedsejerne er presset af flere faktorer. Dels skal de tilbagebetale coronalån, dels er de ramt af stigende energi- og fødevarepriser, og desuden er kundernes købelyst formindsket, hvilket kolliderer med, at mange har et stort varelager. Det er alt sammen med til at presse de erhvervsdrivende, siger Rune Hyllested, der vurderer, at nogle konkurser formentlig kunne være undgået, hvis der var søgt assistance i tide.
- Des tidligere man opsøger hjælp, jo større sandsynlighed er der for, at man kan iværksætte tiltag, der kan minimere risikoen for, at det går ud over ens privatøkonomi, siger Rune Hyllested.
Marianne Munch Petersen har ikke haft lyst til at medvirke i artiklen.