Tårnhøj inflation afholder ikke danskerne fra uhyggelige indkøb
Selvom halloween er en amerikansk tradition, har den også vundet indpas her i Danmark, hvor kostumer, slik og græskar udgør en stor del af de varer, som landets detailhandel sælger mest af i denne tid.
Således også i Coop, hvor man - ifølge Politiken - regner med at sælge ti procent flere varer sammenlignet med sidste år.
Forbrugerøkonom og selvstændig konsulent Ann Lehmann Erichsen mener, at det hænger sammen med, at den nuværende krise - med høj inflation og høje energipriser - rammer de danske familier forskelligt.
- Krisen rammer skævt hos befolkningen, og de, der har pengene, har tendens til stadig at købe halloweenudstyr, hvor de med et stramt budget i højere grad laver kostumer og udsmykning selv. Der bliver stadig holdt halloween, men hos dem med færre penge bliver den holdt budgetvenlig, siger Ann Lehmann Erichsen til Politiken.