Modemærke vil ekspandere i Norden
Endnu et tøjmærke under Bestseller melder positivt ud.
Ovenpå positive regnskaber fra Bestseller selv og Only barsler modekæden Selected nu med planer om 30 nye butikker. Heraf 20 i de nordiske lande og resten i andre europæiske lande. Derudover vil tøjbrandet også lancere 100 nye shop-in-shops.
Tidshorisonten er to år.
- Vi er meget ambitiøse. Fordi vi tror på det. Vi tror, der er en unik mulighed for et nordisk brand med et internationalt udsyn for at byde ind med noget anderledes til markedet, siger branddirektør i Selected, Daniel Mayer, i en pressemeddelelse.
Selected har lige nu 37 detailbutikker.
Nyt butikskoncept
I et forsøg på at forny shoppingoplevelsen introducerer Selected et nyt koncept for deres butikker kaldet Modern Traveller. Det indebærer en unisex-tilgang til indretning såvel som arkitektur. Alt er lavet i dansk producerede materialer, der er skabt til holde længe, og vil ikke kræve store udskiftninger, når årstider og trends skifter, så der derfor skal skiftes ud i udstillingerne.
Modern Traveller-konceptet kan allerede opleves i Selected-butikken i Aarhus, der netop har været igennem en ombygning.