Jysk modevirksomhed brager igennem: Mulehår fra milepæl
Sønderjyder er ikke just kendt for at skvadre, og det kan man heller ikke beskylde ejerne af Soya Concept for. Den sønderborgske virksomheds ejere lader det, der er værd at fortælle, stå i regnskabsberetningen. Og her oversælger man heller ikke situationen.
"Årets resultater betragtes som værende tilfredsstillende," lyder det der.
Tilfredsstillende i dette tilfælde dækker over en salgsvækst på 23 pct., så man dermed har rundet en halv milliard i omsætning - nærmere bestemt 528,2 mio. kr.
I samme periode, juli 2021-juni 2022, er overskuddet efter skat vokset med 48,5 pct. til 99,6 mio. kr. - så tæt på den magiske grænse til trecifret millionresultat, man næsten kan komme. Og trods uro i verden forventer ledelsen, at væksten fortsætter.
"Med baggrund i den meget positive udvikling i ordreoptag for det kommende år forventes både en højere omsætning og et bedre resultat end indeværende år," skriver man i ledelsesberetningen.
Soya Concept har engrossalg af dametøj til butikker i det meste af Europa. Koncernen har afdelinger i hele Skandinavien samt Tyskland og England.
Regnskabsår | 2021/22 | 2020/21 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 528,2 | 429,2 |
Primært resultat | 123,7 | 76,9 |
Bruttofortjeneste | 167,5 | 117,7 |
Resultat før skat | 124,5 | 82,1 |
Skat af årets resultat | -24,9 | -15,1 |
Årets resultat | 99,6 | 67,0 |
Omsætningsaktiver i alt | 388,8 | 213,8 |
Status balance | 395,2 | 319,4 |
Likvide beholdninger | 105,3 | 33,5 |
Egenkapital | 217,4 | 155,5 |
Antal ansatte | 64 | 57 |
Kilde: CVR |