23948sdkhjf

HK Handel: Trusler mod butiksansatte bør straffes hårdere

I en ny undersøgelse fra HK Handel svarer 14 procent af butiksansatte, at de har oplevet at blive truet med vold.

HK Handel ønsker hårdere straffe for kunder, der truer butiksansatte, så de kan straffes på samme måde, som hvis man truer en tjenestemand i funktion.

Det fortæller Mette Høgh, der er sektorformand i HK Handel, som er de butiksansattes fagforening.

- Vi foreslår, at hvis man truer en butiksansat, skal strafferammen sidestilles med, at man truer en tjenestemand i funktion, siger hun.

Udmeldingen kommer, efte, at HK Handel har lavet en undersøgelse om psykisk arbejdsmiljø, som 3.089 butiksansatte har svaret på.

Den viser, at 14 procent har oplevet at blive truet med vold af kunder inden for de seneste 12 måneder. Derudover har 80 procent oplevet at blive talt grimt eller nedsættende til i samme periode.

Undersøgelsen viser også, at hændelserne har medført sygefravær for fem procent af de adspurgte.

- Vi bliver nødt til at reagere på det her, for vi kan se, at det gør noget ved arbejdsglæden.

- Vi bliver nødt til at gøre noget ved det psykiske arbejdsmiljø, hvis vi skal have dygtige salgsassistenter i fremtiden, siger Mette Høgh.

Hun fortæller, at der blev lavet en lignende undersøgelse i 2018, som tegnede samme billede.

Siden da har HK Handel forsøgt at afhjælpe problemet med blandt andet kampagner på sociale medier og i biografer.

Men eftersom det ikke har hjulpet, mener HK Handel, at der er behov for politiske tiltag på området.

- Det er fuldstændig urimeligt, at det er et almindeligt arbejdsvilkår at opleve negativ kundekontakt og trusler, siger Mette Høgh.

Det er Morten Dahlin (V), der er formand for Folketingets Retsudvalg, enig i. Han mener, at det er nødvendigt at overveje hårdere straffe.

- De fortællinger, vi har fået fra forskellige steder i detailhandlen om ansatte, der bliver udsat for vold og trusler, er fuldstændig uacceptable.

- Derfor bliver vi også nødt til som samfund at se på, om dem, der begår vold og kommer med trusler, skal straffes hårdere, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109