Coop investerer millioner i priskampagne til supermarkederne
Dagligvarekoncernen Coop har investeret et tocifret millionbeløb i et nyt prisprogram, der skal indfange og fastholde kunder til koncernens to supermarkedskæder SuperBrugsen og Kvickly. Det skriver branchemediet Dagligvarehandlen.
- Det er ingen hemmelighed, at vi som supermarkeder er pressede af blandt andet inflationen. Forbrugerne er bekymrede for fremtiden og efterspørger tryghed, og nogle vælger supermarkedet fra til fordel for en discountbutik. Vi ser det som en vigtig opgave at spænde et sikkerhedsnet ud under vores kunder. Det gør vi med et nyt prisprogram ”Go’ pris – hver dag”. Samtidig beroliger vi kunderne og fortæller dem, at de ikke behøver at skifte os ud med en discountbutik, siger Kenneth Holmen Pedersen, der er kædedirektør for Superbrugsen, til mediet.
I første omgang bliver der tale om 400 varer, som fra fredag markeres i de to butikkers kæder. Tidligere har også Dagrofa og Salling Group lavet lignende tiltag for at dæmme op på kundeflugt til discountbutikkerne.