23948sdkhjf

Ecco-butik i København udsat for hærværk

Indgangspartiet på Ecco-butikken på Købmagergade i København har været overhældt med rød maling.

Ecco-butikken på Købmagergade i København har været udsat for hærværk tidligt tirsdag morgen.

En eller flere gerningsmænd har ifølge Berlingske overhældt indgangspartiet med rød maling.

Hærværket blev opdaget lidt før klokken 9, da en medarbejder mødte ind. På det tidspunkt var malingen fortsat frisk.

Den røde maling er fjernet fra indgangspartiet, men der er stadig spor efter malingen på gadebelægningen.

Årsagen til hærværket er ukendt, men Ecco har været omtalt en del i medierne i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine.

Det skyldes, at selskabet i modsætning til mange andre danske virksomheder har besluttet sig for at fortsætte med at drive forretning i Rusland, hvor man ejer 200 butikker.

Ecco, der har hovedsæde i Bredebro i Sønderjylland, har begrundet beslutningen med hensynet til de 1800 ansatte i det russiske datterselskab og deres familier.

Eccos beslutning om at blive i Rusland har betydet, at virksomheder som blandt andre Boozt, Miinto og Magasin har valgt at stoppe salget af Ecco-sko, ligesom selskabet står til at miste retten til at kalde sig for kongelige hofleverandør.

Ecco er en familieejet virksomhed med Hanni Toosbuy Kasprzak som bestyrelsesformand. Hun er datter af stifteren Karl Toosbuy.

Politiet oplyser tirsdag aften til Ritzau, at de ikke har modtaget en anmeldelse om hærværket.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078