Voksende kaffekæde satser på 16-årige
Den jyske kaffekæde Woodys startede med en lille kiosk på hjul i 2019 og består i dag af blandt andet kaffevogne, strandcafe og en kaffebar. En af de bærende årsager til succesen er direktør Pelle Jensens benhårde sats på ungarbejdere.
- Jeg ikke tænker, at det er en udfordring. Generelt bliver folk jo ikke på en arbejdsplads for evigt. Dem, jeg ansatte i starten i 2019, er her endnu, og når vi skal have nye folk, så vil vi gerne skal have dem, når de er 15 år, for så ved jeg, at vi kan have dem indtil, de er omkring 20 år. Og hvis man som arbejdsgiver kan sige, at man kan have en medarbejder i fire til fem år, så kan man ikke bede om meget mere, siger han til TVMidtvest.
Gennemsnitsalderen for de 77 ansatte er 16,8 år, og til mediet fortæller flere af de unge medarbejdere stolt om det store ansvar, der følger med, efter Pelle Jensen har overladt den daglige drift af butikkerne til dem.
Woodys har salgssteder i Silkeborg, Horsens og Søndervig og samarbejder med en række stærke fødevareleverandører om produkter til cafeerne - blandt andre Stauning Whisky, To Øl og Kastberg Gourmet Is.