Skokæde fortsætter eksplosiv vækst i svært marked
Trods et dalende skomarked fortsætter skodistributøren Sports Connection med at udvide kraftigt.
Fra hovedkvarteret i Esbjerg starter ledelsen nye konceptbutikker op, mens salget til Sports Connections øvrige fysiske forhandlere vokser.
Det skriver Finans.dk.
Årsagen skal findes i forbrugernes fornyede lyst til at gå i fysiske butikker, lyder det fra administrerende direktør og ejer af Sports Connection Peter Jørgensen.
- Pandemien har været hård på mange måder, men der er atter et humør, som får forbrugerne retur til butikkerne og med lyst til at shoppe. Det er klart, at lige nu rammer inflations-stigninger og usikkerhed. Men vi kan se, at der sker noget positivt i markedet. De høje vækstrater i onlinehandlen under pandemien er vendt til, at flere atter går i butik,« siger Peter Jørgensen, adm. direktør og ejer af Sports Connection, til Finans.dk.
Peter Jørgensen fortæller til mediet, at målet er at ekspandere med flere nyetableringer allerede i år.
Sports Connection havde i 2021 en fremgang i salget på 21 procent og Peter Jørgensen forventer, at væksten trods inflation og generel markedsusikkerhed kommer til at fortsætte.
Skodistributøren har på nuværende tidspunkt 55 butikker i fem lande, hvor en mindre andel er franchisepartnere. 25 af butikkerne er herhjemme og 40 procent af det samlede salg sker herhjemme.
Sports Connection sælger især Skechers-produkter, der er verdens tredje største skomærke efter Nike og Adidas, til både eksterne forhandlere og gennem egne butikker.
Regnskabsår | 2021 | 2020 | 2019 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Primært resultat | 100,67 | 55,38 | 39,69 |
Bruttofortjeneste | 133,15 | 83,34 | 62,04 |
Resultat før skat | 100,77 | 54,11 | 37,94 |
Skat af årets resultat | 22,18 | 11,97 | 8,75 |
Årets resultat | 78,59 | 42,14 | 29,19 |
Omsætningsaktiver i alt | 132,40 | 99,65 | 128,76 |
Status balance | 136,44 | 103,95 | 133,06 |
Likvide beholdninger | 12,45 | 8,00 | 7,72 |
Egenkapital | 105,75 | 67,09 | 49,06 |
Antal ansatte | 55 | 50 | 42 |
Kilde: CVR |