23948sdkhjf

Stjernespækket solbrillefirma fordobler salg og øjner overskud i år

Med ambassadører som NFL-stjerne og syvdobbelt Super Bowl-vinder Tom Brady, supermodel og tidligere Victoria’s Secret-engel Elsa Hosk og – mere lokalt – herrerne fra Lyngby Boldklub har solbrillefirmaet Christopher Cloos adskillige omvandrende reklamesøjler.

De er også medvirkende til, at Cloos igen i 2021 øgede omsætningen, fortæller adm. direktør Julius Langkilde. Ikke mindst footballspilleren er et trækplaster.

- 2021 var et rigtig godt år på mange måder, hvor vi mere end fordoblede toplinjen. Allerede i februar vandt Tom Brady Super Bowl, og det gav en fantastisk start på året og var med til at udvikle selskabet, så vi gik fra at være en startup til en vækstcase, siger Julius Langkilde, der erklærer sig tilfreds med udviklingen.

Revisoranmærkning

Bruttofortjenesten blev sidste år forbedret med 16 pct. til et underskud på knap 5,9 mio. kr. Underskuddet efter skat voksede til gengæld 60 pct. til 13,7 mio. kr. 

Derfor har virksomheden valgt at udskyde indbetalingen af selskabsskat, hvilket har givet anledning til en anmærkning fra revisoren om, at der er ”væsentlig usikkerhed omkring indregning og måling af selskabets udskudte skatteaktiv”.

”Virksomhedens budgetter og fremskrivninger understøtter den i årsrapporten anerkendte værdi af det udskudte skatteaktiv, men i betragtning af virksomhedens økonomiske situation er budgetterne og tidspunktet herfor underlagt betydelig usikkerhed,” står der videre.

Det tager direktøren med ophøjet ro, for i starten af året fik firmaet et lån på 3,2 mio. kr. fra ejerkredsen og ligeledes en kapitaltilførsel 468.000 kr. Flere af investorerne, som blandt andre tæller North Ventures og Phoenix Venture Partners, har desuden udtrykt villighed til at skyde flere penge ind, hvis det skulle blive nødvendigt. 

CLOOS ApS
Regnskabsår 2021 2020
Valuta mio. DKK mio. DKK
Primært resultat -7,6 -7,8
Bruttofortjeneste -5,9 -7,0
Resultat før skat -15,9 -9,7
Skat af årets resultat -2,151 -1,127
Årets resultat -13,7 -8,6
Omsætningsaktiver i alt 8,8 3,0
Status balance 8,9 3,0
Likvide beholdninger 2,7 0,0
Egenkapital 0,2 -5,5
Antal ansatte 5 3
Kilde: CVR

Desuden er man åben efter at tage nye investorer med ombord, fortæller Julius Langkilde.

Følger klart mål

Over halvdelen af underskuddet kan tilskrives det amerikanske datterselskab, hvori der blev investeret 7,5 mio. kr. Et hovedpunkt i vækstplanen er det amerikanske marked, som ifølge direktør Julius Langkilde er nemmere end det europæiske, dels pga. fraværet af sprogbarrierer og dels fordi det er et mere homogent marked. 

At tiderne har ændret sig markant, også i USA, er ikke gået ubemærket hen for solbrillefirmaet.

- Vi kan godt mærke, at der er nogle makrotendenser, der påvirker salget. Vi skal et spadestik dybere for at få salg, og det er blevet sværere at blive profitabel, siger Cloos’ adm. direktør og tilføjer, at prisstigninger og forsyningsbøvl også har ramt hans virksomhed.

Rækker ud efter stjernerne

Solbrillefirmaet Christopher Cloos har siden starten i 2016 brugt kendte til at promovere brillerne. 

De tæller blandt andre NFL-quarterback Tom Brady, sanger Robin Thicke, supermodel Elsa Hosk, Peter Falktoft og Esben Bjerre samt Lyngby Boldklub.

Senest er tennisspilleren Jenson Brooksby begyndt at iklæde sig Cloos' solbriller, men næste store navn vil man lede efter i USA inden for musik, skuespil eller erhvervslivet.

Christopher Cloos mangler endnu at vise et overskud, men det er alt sammen en del af den langsigtede strategi, forklarer direktøren.

- Selv om vi stadig har et mål om at blive profitable i år, kan det være, udsigterne rykkes en smule til første halvår af 2023. Vi har oprindeligt sat os for at beklæde en million ansigter med Christopher Cloos-briller verden over inden 2024, og den rejse er vi stadig på. Når missionen er lykkedes, er det også målet at være købsmodne til den tid, fastslår Julius Langkilde.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094