23948sdkhjf

Genåbningen genrejste bargigant i 2021

Første og andet halvår af 2021 var som nat og dag for barkoncernen Rekom, der står bag en lang række kendte barer og diskoteker i Norden og Storbritannien. I første halvår lå alt stille, og pengene fossede ud af kassen. Men så kom genåbningen.

Den betyder, at koncernen i andet halvår kunne skrue voldsomt op for aktiviteten og ende med et samlet salg på over en milliard kroner. Det viser regnskabet for 2021.

- Da vi gik ind i 2021, så verden mørk ud. Vores forretning var ramt af den hårdeste nedlukning under hele pandemien. Hvis nogen tvivlede på, om vores branche nogensinde ville blive normal igen, forstår jeg det godt, skriver administrerende direktør for Rekom Adam Falbert i regnskabet.

Kigger man på den første del af året, så det da også kummerligt ud for Rekom. De over 200 barer og natklubber i Norden og Storbritannien - der i Danmark tæller blandt andre Guldhornene, Australian Bar, Heidi's og LA Bar i København - omsatte for sølle 87 millioner kroner.

I Norden, hvor Rekom er størst, lød omsætningen på blot 57 millioner kroner og underskuddet på 85 millioner kroner. Men så genåbnede samfundet.

- Da nedlukningerne og restriktionerne gradvist blev løftet i vores seks markeder, oplevede vi en historisk genrejsning.

- Overalt havde folk opbygget et stort lager af energi. De ville være sammen og socialisere i den virkelige verden. Og lad os være ærlige: feste, skriver Adam Falbert.

I andet halvår omsatte Rekom for 1063 millioner kroner og fik et overskud - stærkt båret af Storbritannien - på 112 millioner kroner.

Det betyder, at året som helhed endte med en omsætning på 1,2 milliarder kroner og et lille underskud.

I 2022 forventer Rekom, at man omsætter for mellem 2 og 2,2 milliarder kroner og får et driftsresultat på omkring 500 millioner kroner.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094