Rekordhøst af appelsiner går til spilde
Kombinationen af en rekordstor appelsinhøst samt faldende eksport af juice gør, at 25 procent af Brasiliens appelsinproduktion er i fare for at være forgæves.
Årsagen er dels en rekordstor høst og dels en nedgang i eksporten i landet, som ellers er verdens største eksportør af appelsinjuice.
- Situationen er alarmerende, idet vi i værste fald ikke er i stand til at plukke en fjerdedel af 2012-2013-høsten - svarende til 83 millioner kasser af 40,8 kilo, siger Christian Lohbauer fra Den Nationale Sammenslutning af Citrusjuice Eksportører ifølge Ritzau.
Kun en nødløsning
Lagerbeholdningen i landet er allerede på 560.000 ton.
- Hvis vi håndterer alle appelsiner i den kommende høstsæson vurderet til 364 millioner kasser, så er der ikke nok lagerplads til alle frugter, tilføjer Lohbauer, som mødtes med landbrugsministeren i Brasilia for at drøfte problemet.
Han frygter, at en politisk løsning kun vil være en nødløsning, da appelsinpuklen i landet er opstået som følge af 10 års nedgang i eksporten.
Det er især flaskevand med smag, sportsdrikke og blandet juice, der stjæler markedsandele fra appelsinjuice.