Året der gik med Mark Nielsen fra Bilka
2021 lakker mod enden, og inden længe bliver der sat punktum for et år, hvor hverdagen i højere grad end i fjor har vendt tilbage til normalen, men hvor en coronapandemien stadig har spøget i kulissen.
Og så er spørgsmålet, hvordan de store kæder ser tilbage på 2021, hvad man kan tage med til 2022 og hvad forventningerne til næste år er.
RetailNews har spurgt en række ledere fra nogle af branchens største spillere om deres tanker og overvejelser.
I dag er det Mark Nielsen, der er direktør i Bilka og BR og som i en stor del af året også har haft ansvaret for Nettos forretning i Polen.
Hvad var det væsentligste i 2021 set med dine øjne?
2021 har været et meget anderledes år for mig både fagligt og privat, idet jeg siden maj har ledet opgaven med at integrere både Tesco-organisation og butikker i Netto Polen. Det har betydet fuldt fokus og masser af arbejdsdage i Polen, mens gode kollegaer har taget flot over i Bilka og BR. Det har først og fremmest været en stor oplevelse for mig at bevæge mig ud over landets grænser – noget jeg ikke arbejdsmæssigt har prøvet før.
Gennem årene har jeg både været omkring Føtex og nu Bilka og BR, så det er første gang, jeg har arbejdet med Netto. Tiden i Polen har gjort mig bevidst om, at der er flere ligheder end forskelle mellem danskere og polakker, og derfor har jeg kunne bruge min erfaring fra det danske marked aktivt gennem denne enorme integration. Ved årsskiftet har vi åbnet 200 nye butikker i Polen og dermed har Netto knap 600 butikker, når vi går ind i det nye år. En historisk milepæl for Netto, men også for mig, der er blevet en stor oplevelse og erfaring rigere. På hjemmefronten, altså hos Bilka og BR, har endnu et år med covid-19 bekræftet os i, hvor vigtigt det er være tilstede for kunderne på forskellige platforme. Her oplever vi fortsat fremgang med vores Click & Collect-løsning i både BR og Bilka samt Bilka ToGo og PickUp. Vi kan se, at danskerne sætter pris på, at de finde os både online og i butikker og varehuse. En udvikling, vi forventer vil fortsætte.
Er der en lektie - positiv eller negativ - du tager med dig ind i det nye år?
Jeg har altid beundret den evne til at være omstillingsparat og eksekveringsklar, der kendetegner hele Salling Group. I lighed med 2020 har også 2021 bevist, at det fortsat er en kvalitet, der lever i bedste velgående. Og så er jeg dybt imponeret over mine kollegaer og de resultater, der er skabt, mens jeg har været væk.
Hvad bliver det vigtigste fokusområde for dig og din virksomhed/organisation i 2022?
Omnichannel. Ganske enkelt. De foregående år har bekræftet os i vigtigheden i at være tilstede på forskellige platforme, så kunder kan finde os, hvor de ønsker. Og som altid er et skarpt kundefokus afgørende for, at vi kan lykkes. Derfor er kundefokuseret ledelse også højt på dagsordenen i min ledergruppe. Tilfredse kunder er fundamentet for at skabe en god forretning. Også i det nye år.