Nu har Coops topchef udskiftet næsten hele holdet
Den nuværende ledelse i Coop Danmark har kun ganske lidt til fælles med ledelsen i tiden op til adm. direktør Jesper Liens tiltræden i 2009.
Senest måtte IT-direktør Lars Frahm sige farvel i begyndelsen af maj, og kort tid inden gik den mest kendte profil i koncernen, Irma-direktør Alfred Josefsen.
I Josefsens tilfælde kom det ikke til at gå stille af, men ellers har Coop formået at undgå den helt store opmærksomhed om udskiftnings-bølgen.
Da Dansk Handelsblad for to år siden talte med Jesper Lien efter de første to direktørafgange, afviste han skarpt, at han som ny topchef var ved at sætte sit eget hold:
– Der er ingen yderligere ændringer på vej i hverken direktion eller koncernledelse, sagde han dengang.
Sådan kom det imidlertid ikke til at gå. Tværtimod. En stribe direktører med mange år i virksomheden er siden blevet erstattet af nye ansigter udefra.
I ledelsen er det nu kun Jesper Lien selv og Kvicklys direktør Jesper Faurholdt, der kan se tilbage på mere end fem års ubrudt ansættelse i Coop, og i dag er ikke færre end 10 af 13 personer i ledelsen kommet til siden februar 2010 - med en gennemsnitlig anciennitet i jobbet på 11 måneder.
Læs Dansk Handelsblad