23948sdkhjf

Salget i de danske butikker overgår de foregående år

Salget i de danske butikker er indtil videre højere i år end i de foregående år.

Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

Detailsalget dækker over det salg, der sker i den danske detailhandel. Det vil sige handel i fysiske butikker samt internetbaserede butikker.

I perioden januar-september 2021 har detailsalget været 6,0 procent højere end i den samme periode af 2020.

Og sammenlignet med samme periode i 2019 er salget i år 9,1 procent højere.

En væsentlig forklaring på det større detailsalg er corona, som har betydet, at forbrugerne ikke i samme omfang har kunnet bruge penge på fornøjelser som eksempelvis rejser eller restaurantbesøg.

I stedet har mange forbrugere i stedet brugt pengene på fysiske goder som elektronik samt tøj og sko.

At salget i de danske butikker fortsat er så meget højere end før corona, kommer lidt bag på Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank.

- Det er lidt overraskende, set i lyset af at de sidste restriktioner forlod dansk økonomi i løbet af september, og forbrugerne derfor har haft muligheden for at kaste spareskillingerne i et hav af andre retninger.

- Det indikerer, at en normalisering af forbruget over mod servicesektoren kun sker gradvist, men det er også et vidnesbyrd om, at de danske forbrugere har store økonomiske muskler i øjeblikket, skriver han i en kommentar.

De økonomiske muskler bekræftes af nye tal fra Nationalbanken, der viser, at de danske husholdninger ved udgangen af september havde 1023 milliarder kroner stående i banken.

Det er en stigning på 23,9 milliarder kroner siden september sidste år.

Den store opsparing i bankerne svarer til, at hver voksne dansker har 218.000 kroner stående i banken.

/ritzau/

Kilde: ritzau

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125