23948sdkhjf

Nettos HR-chef ønsker sig mere respekt i julegave

Da der tidligere på efteråret rasede en debat omkring de ledige akademikere i kølvandet på regeringens forslag om at sænke dimittendsatsen for dagpengene, gik et argument igen mange steder: 

“De kan da bare tage et job i Netto.” 

Men den opfattelse er der ikke hold i. 

Det fortæller Nettos HR-chef, Christian Dahl. For det kan man ikke “bare” gøre. Der skal være et job, man skal være motiveret for det, og så er han træt af, at man med sådanne opfattelser af jobbet ser ned på Netto-ansatte. 

Mange forskellige baggrunde

Netto har landet over flere end 15.000 ansatte, og de kommer med mange forskellige baggrunde. Nogle får deres første fritidsjob, andre arbejder der som studiejob og en stor andel arbejder der hver dag. 

Af den gruppe – de fuldtidsansatte – er de uddannelsesmæssige baggrunde forskellige. Men en stor del er selvsagt butiksuddannede salgsassistenter, og mange kommer også fra Salling Groups eget system, hvor de har været i lære i en af kædens butikker. 

- Selvfølgelig vil vi gerne have uddannet arbejdskraft, og det er også derfor, at vi bruger megen energi på at hente elever ind, siger Christian Dahl. 

Han påpeger dog også på, at man ikke er udelukket fra et job i Netto, hvis man er akademiker. 

- Vi vil gerne have akademikere ind, hvis de vil det og har motivationen til det. 

Men det er ikke nødvendigvis alle, der har det. Nogle er måske på spring til et andet job, så snart der er noget ledigt i deres egen branche, og så giver det ikke nødvendigvis mening at bruge tid og energi på at lære dem op. 

- Så den historie, der går igen, med at alle kan få et job i Netto, den passer ikke. 

- Verden er ikke sort og hvid. Der er mange nuancer, så det handler om de enkelte butikker, kandidater og kemien imellem dem, siger Christian Dahl. 

- Det er jobsnobberi

Men én ting er, om de ledige akademikere er egnet til jobbet eller ej. Noget andet er den debat, der foregår omkring arbejdet i Netto. 

- Jeg synes det er et problem, at man siger, at man bare kan få et job i Netto. Jeg taler også med de ansatte, og de er trætte af det. 

Han kalder det for jobsnobberi. 

- Det er jobsnobberi, og det er ikke i orden. Se bare på corona, hvor vi ikke lukkede en eneste butik. Hvis det ikke havde været for vores folk – og andre i dagligvarehandlen – havde folk ikke kunnet købe ind, siger han. 

Dertil peger han på, at der er folk, som ikke får stillinger i Netto, selvom de søger. Og det går også ud over dem. 

- Tænk på de folk, der ikke får jobbet i Netto. Når folk går og siger, at man bare kan få et job i Netto, og nogle så ikke får det. De bliver set endnu mere ned på, siger Christian Dahl. 

- Så jeg synes, at man skal have mere respekt for folk. Både Netto-medarbejdere, men også Sosu’er, vejarbejdsmænd og andre faglige fag. Hvis jeg skulle ønske mig noget til jul, så er det mere respekt for vores medarbejdere. 

Så helt overordnet: Kan man bare tage et job i Netto? 

- Nej, det kan man ikke. Der skal for det første være et job, og så skal man have motivationen og viljen til det, slutter HR-chefen. 

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12