23948sdkhjf

Supermarkedskæde vil lokke kunder til med nyskabende pantmaskiner

De fleste kender til problemer med køer ved pantautomaten i supermarkedet. Og når man kommer til, så tager det lang tid, fordi man skal indsætte sine dåser og flasker en efter en. Læg dertil, at systemet nogle gange skal genstartes, fordi der sker en fejl.

Det kan altså være besværligt at komme af med sin pant. Det kan en ny pantmaskine, der snart rammer de danske supermarkeder, være løsningen på.

Selskabet TOMRA, der siden 1972 har produceret pantautomater, har udviklet en ny maskine, hvor man i stedet for at lægge én flaske eller dåse på båndet ad gangen kan tømme en hel sæk med op til 100 emballager.

Vil øge kundestrøm

Den nye pantmaskine har siden 2019 været på markedet i Norge og Sverige, og senest er Finland kommet til.

Nu er det danskernes tur til at kunne spare besværet ved pantmaskinen.

Den første butik, som får glæde af TOMRA R1, som den nye multifeed-maskine hedder, bliver ABC Lavpris i Tarm, der er en del af den jysk-fynske supermarkedskæde ABC Lavpris.

De ser stort potentiale i den nye maskine. For de har længe kunnet se, at det kan være en god forretning at have gode pantløsninger.

- Hos ABC har vi længe haft to flaskeautomater i stort set alle butikker, så vi ved af erfaring, at gode pantmaskiner skaber kundestrømme. Vi modtager for eksempel mere pant, end vi sælger, og det er tegn på, vi har en god returløsning, siger administrerende direktør for ABC Lavpris, Ejvind Okholm.

FAKTA

Plastflasker og dåser hældes direkte i maskinen.

Intet behov for særlig pantsæk eller -pose.

Kan pante op til 120 stykker emballage i minuttet - op til fem gange hurtigere end traditionel pantautomat.

Glasflasker pantes som normalt en efter en i traditionel pantautomat.

Derfor håber han på, at den nye løsning vil kunne øge kundestrømmen endnu mere. Og det er der meget, der taler for, for i de øvrige nordiske lande har det medført både mere afleveret pant og øget kundestrøm.

- Vi ved, at forbrugerne efterspørger effektive pantløsninger. I de andre nordiske lande har vi set en markant øget volumen i antallet af afleveret emballage samt i kundestrømme efter installationen af vores R1.

- I Norge ligger den gennemsnitlige stigning i pantaflevering på 141 procent, og den hidtil højeste volumenstigning er 403 procent for et svensk supermarked. Der er foreløbig sat 124 R1’ere op i Norden, og nu ser jeg frem til, at de danske forbrugere også kan få glæde af maskinen, lyder det fra Michael Milo, der er administrerende direktør for TOMRA i Danmark.

Flere butikker og kæder på vej

Indtil videre er det altså ABC Lavpris i Tarm, der får glæde af den nye pantautomat, men det er også planen at flere andre ABC Lavpris-butikker skal have den på sigt.

Dertil har TOMRA sikret sig en ny kunde i form af Coop, idet SuperBrugsen også vil have automaten i flere af deres forretninger.

Det drejer sig blandt andet om butikkerne i Hårby, Fensmark og Jægerspris, hvor de får løsningen i løbet af oktober og november.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113