23948sdkhjf

Løsningsforslag i Nemlig.com-konflikt

Selskabet Intervare, der står bag Nemlig.com, har i dag på et møde med Københavns Kommune tilbudt en løsning, så udbringningen af dagligvarer til kommunens ældre og udsatte kommer til at ske med chauffører, der er ansat i de transportvirksomheder, som forestår udbringningen af dagligvarer.

Dermed er vejen banet for at konflikten mellem Københavns Kommune og Intervare kan finde en afslutning.

Københavns Kommune og Intervare har igennem de sidste fire måneder været uenige om, hvorvidt Intervare opfylder kommunens arbejdsklausul. Uenigheden består i, at Københavns Kommune mener, at arbejdsklausulen også skal omfatte ejerne af de transportvirksomheder, som Intervare i dag har faste aftaler med, om at køre dagligvarer ud til kommunens borgere.

Uenigheden er opstået efter, at Intervare og Københavns Kommune har samarbejdet i over 20 år. I hele denne periode har Intervare løst opgaven i Københavns Kommune med det samme koncept.

Københavns Kommune har været utilfredse med, at udbringningen har været udliciteret til enkelte virksomheder, hvor det er virksomhedsejeren, der selv har stået for udbringningen. De har således krævet, at chaufførerne i stedet skulle være ansatte frem for selvstændige.

- Vi har stået stejlt over for hinanden de seneste måneder. Men vi har nu i Intervare besluttet, at vi lægger vores distribution i København om, så det i fremtiden bliver nogle større transportvirksomheder, som skal stå for udbringningen af varer. Disse transportvirksomheder vil så have ansat chauffører, som kan forestå udbringningen af dagligvarerne til Købehavns Kommunes ældre og udsatte, siger Mikkel Pilemand, der er kommerciel direktør i Intervare i en pressemeddelelse.

Han forklarer, at den nye ordning vil kunne sættes i drift efter en kort overgangsperiode.

- Med denne løsning får Københavns Kommune den løsning, som de selv har efterspurgt - altså ansatte chauffører, der er omfattet af arbejdsklausulen. Vi har et stærkt ønske om at finde en løsning. Derfor har vi nu fremlagt dette løsningsforslag og håber dermed, at konflikten kan bilægges, siger Mikkel Pilemand.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109