23948sdkhjf

Coop samarbejder med stort mejeri om bedre dyrevelfærd

Der er allerede regler for pladskrav til økologiske malkekvæg, men nu sætter Coop yderligere fokus på dyrevelfærden i samarbejde med mejeriet Thise.

Pladskravene er for nuværende 6 kvadratmeter pr. ko, og fra nu af vil man hæve pladskravet til 8 kvadratmeter for sortbrogede køer, mens det vil være 6,6 kvadratmeter for de lidt mindre jerseykøer.

Med de nye arealkrav vil alle Thise-produkter - både under eget navn såvel som for Coops private label-mærker som Irma Øko, Änglamark og 365 - nu have 3 hjerter i Fødevarestyrelsens fødevaremærkning.

Dyrevelfærd vigtigt for kunder

Det stigende niveau af dyrevelfærd glæder Coops fooddirektør Jan Adolfsen.

- Dyrevelfærd betyder mere og mere for vores kunder, og vi ønsker fortsat at være nummer 1 på ansvarlighed i dansk dagligvarehandel. Det kan kun lade sig gøre gennem samarbejde med nytænkende og innovative leverandører og samarbejdspartnere. Med disse seneste forandringer har Thise igen vist vejen til fornyelse og forbedringer, siger Jan Adolfsen.

Hos Thise Mejeri er man også glad for, at køerne nu får mere plads at boltre sig på.

- Thises landmænd er i fuld gang med omstillingsprocesserne. Vi arbejder med en bred vifte af initiativer i forhold til klima, natur og det gode dyreliv. Vi arbejder for eksempel indenfor klimaområdet hårdt på udfasning af soja i køernes foder, og indenfor natur og dyreliv har vi eksempelvis allerede Græsmælk, Ad Libitum-mælk og Irma-jersey. Nu kommer så initiativet med de skærpede pladskrav til alle Thisekøerne. Der er en fælles forståelse for, at der skal ske forandringer. Vi kunne selvfølgelig bare sidde med hænderne i skødet og vente på politiske indgreb og lovgivning, men sådan tænker vi ikke på Thise Mejeri. Vi vil gerne selv tage ansvar og tage action, og det er der egentligt ikke noget nyt i, siger direktør for Thise Mejeri, Poul Pedersen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156