Så gik den ikke længere – nethandlen falder
Efter to kvartaler med voldsom vækst for dansk e-handel peger netbutikkerne nu på, at markedet er ramt af en afmatning.
Sådan lyder det fra prisportalen PriceRunner, der sammen med analysefirmaet Kantar laver kvartalsvise undersøgelser i dansk onlinehandel.
I andet kvartal 2021 lander E-handelsindekset på 62,0 efter et år med rekordvækst, hvor indekset lå på hele 76,6 i Q4 2020. I første kvartal 2021 faldt det til 71,3, hvilket ifølge PriceRunner stadig er et rigtig højt niveau. Tal over 50 indikerer således et stærkt marked for e-handel, mens et tal over 75 indikerer et meget stærkt marked.
– Indekset viser et ganske markant fald i forhold til forrige kvartal. Det er dog værd at holde sig for øje, at vi stadig har et stærkt marked for e-handel i Danmark. I virkeligheden er der tale om, at branchen er ved at stabilisere sig på et mere naturligt niveau efter et unormalt år med eksplosiv stigning, siger Katrine Barslev, kommunikationsansvarlig for PriceRunner i Danmark, i en pressemeddelelse.
Optimismen stadig stor
Faldet i E-handelsindekset er mest markant hos de største virksomheder. Her oplever man et fald fra 88,27 til 68,75. Blandt de øvrige netbutikker er faldet mere moderat fra 71,27 til 61,18.
– Det tyder på, at de største onlinebutikker er blevet påvirket mest af, at de fysiske butikker er genåbnet. En del af disse har dog ofte også en fysisk butik. Man kan derfor forestille sig, at en del kunder, som under nedlukningen handlede online i netbutikkerne, nu tager turen til den fysiske butik, således at en del af forbruget er gået fra online til fysisk butik indenfor samme virksomhed, vurderer Katrine Barslev.
Spørger man direkte til virksomhedernes fremtidsudsigter, er optimismen dog stadig ganske stor. 61 procent svarer, at fremtiden for dansk e-handel ser god eller meget god ud, og 34 procent vil udvide deres leverancekapacitet for at imødekomme en forventet større efterspørgsel. 23 procent forventer at ansætte mere personale i løbet af efteråret og vinteren.
– Man kan absolut ikke tale om krisestemning, for der er stor tro på fremtiden i branchen, og det er positivt, at så mange e-handlere ruster sig til at kunne levere bedre, hurtigere og mere effektive løsninger, mener Katrine Barslev.