23948sdkhjf

Landets bedste brugs: Arbejdspresset er ekstremt i juli

I løbet af den næste måneds tid kommer et af årets største slag i dagligvarehandlen til at finde sted: Sommerferien. For mange uden for detailbranchen er juli forbundet med klipklapper, solhat og en afslappende pause fra arbejdet. For Mogens Knudsen er juli et langt maratonløb.

Han er brugsuddeler i SuperBrugsen i Løkken, som hvert år mangedobler indbyggertallet på 1600 i sommermånederne.

- Juli står for ca. 20 pct. af årets omsætning. Sidste år var det 21 mio. kr. af omsætningen, vi hentede i den måned. Så vi er ekstremt afhængige af juli, fortæller han.

Medarbejderstaben udvides med en tredjedel i sommersæsonen. Det er typisk unge, der bruger sommerferien på at give et nap med og tjene en skilling. De får også lov at få ansvar.

- Vi gør os umage for, at alle er klar til sommeren. De får alle ansvar for et bestemt område og skal sørge for, at det bare kører. De skal vide, hvad der er den vigtigste vare i kategorien, hvad der er den næstvigtigste, hvordan det skal præsenteres osv., forklarer Mogens Knudsen og understreger, at det købmandsmæssige aspekt er noget, alle medarbejderne tænder på.

Blæksprutte på fuld tid

SuperBrugsen i Løkken er en selvstændig brugsforening og fremhæves af hovedkontoret som landets bedste. I den seneste NPS-måling blandt kunderne er den dog røget ned på en tredjeplads ud af de 240 butikker i kæden, men det er kun kortvarigt, forsikrer den 44-årige brugsuddeler.


SuperBrugsen i Løkken har de seneste år brugt over 30 mio. kr. på at modernisere både butikken og omgivelserne. P-pladsen er nu stenbelagt og har stenbede med marehalm for at skabe ensartethed mellem by og strand, og to bygninger med apotek, turistkontor og sommerhusudlejning skaber synergi til pladsen ved brugsen. (Foto: Henrik Louis)

Mogens Knudsen kunne i juni i år fejre 15-års jubilæum i Løkken, så han kender efterhånden møllen, når de fleste andre holder ferie – også hans hustru, der er skolelærer, og parrets to børn.

- I sommeren er jeg full-time blæksprutte. Jeg sætter varer op, har kundemøder, planlægger forud – skinner solen, skal vi være over bestemte varer for ikke at løbe tør, opremser han.

- Arbejdspresset er ekstremt i juli.

Slog rekord i coronaår

Sidste år kunne SuperBrugsen i Løkken fejre sit nye medlemskab af ’klub 100 millioner’ i Coop. Med en omsætning på lige over 101 mio. kr. i en alder af 101 år markerede den nordjyske brugsforening, at den stadig er med på beatet.

Men det var en usikker start på året.

- I påsken sidste år manglede vi over 30 pct. af omsætningen. Der var vi bekymrede og tog toppen af bemandingen. En sommerbutik som vores er alvorligt ramt, hvis sæsonkunderne udebliver. Da vi kom længere hen, kunne vi se, at det blev bedre og bedre. Danskerne flyttede herop og arbejdede hjemmefra. I juli sidste år manglede vi 4-5 pct. i forhold til rekordåret 2019 – og vi havde en lang eftersæson, fortæller Mogens Knudsen.

- Folk har forkælet sig selv med bedre varer. Og på grund af restriktioner har mange brugt os som erstatning for restaurantbesøg, så det er på en kedelig baggrund, tilføjer han.


Der har været travlt i slagterafdelingen det seneste år. Den bliver nu udvidet, så der er plads til mere produktion ud af huset. (Foto: Henrik Louis)

Ganske vist er mulighederne for at komme ud at rejse ved at blive bedre igen; men Mogens Knudsen forventer alligevel, at denne sommer i store træk kommer til at ligne sidste års. Først i 2022, vurderer han, bliver det mere normale tilstande.

- Der har ingen tyskere været i forsæsonen, det plejer der ellers. Men de er blevet væk pga. karantæneregler. Hvis det fortsætter, kan billedet ændre sig meget. Men vi regner med, at der kommer mange danskere herop igen i år, siger han.

Løbende millioninvesteringer

Siden Mogens Knudsen skiftede SuperBrugsen i Frederikshavn ud med Vestkysten for 15 år siden er der investeret over 40 mio. kr. i butikken i Løkken.

- Vi har udviklet butikken meget. Engang havde vi endnu mere basis i juli måned, men vi har udvidet butikken, så vi har mere travlt frem til efterårsferien. Vi er stadig meget afhængige af juli, men vi er blevet en helårsbutik, siger han og uddyber:

- Vi har egen blomsterhandler – den eneste i byen – eget bageri, som også leverer engros til vores brugs i Pandrup og til SuperBrugsen Vrå. Vi har betjent slagter og delikatesse og frisk fisk syv dage om ugen. Det har gjort, at vi har fået flere kunder ind udefra. Der er mange, der kommer fra Lønstrup og Brønderslev.


Vinafdelingen er ti fag større end i en gennemsnitlig SuperBrugsen - halvdelen er på køl for at gøre det lettere for kunderne. For ti år siden havde Mogens Knudsen selv ansvaret for vinafdelingen, men det har han måttet overlade til en af sine ansatte. Foto: Henrik Louis

Investeringerne har gjort butikken mere attraktiv for kunder, og de har også været nødvendige for at tiltrække den ønskede arbejdskraft. I sommermånederne er der 130-135 personer på vagtplanen. Resten af året er der ca. 100 medarbejdere – flere af dem elever og ledertrainees.

- Vi er obs på at have et større setup hele året. Derfor skal det også være attraktivt for personalet hele året. Vi kan ikke hente to slagtere ind kun for et par måneder om sommeren. De medarbejdere, vi har, skal vi skabe en god arbejdsplads for og fastholde, siger brugsuddeleren og understreger:

- Min vigtigste opgave er, at folk har ild i øjnene. Det er mit vigtigste fokus.

- Vi er ikke gode til stilstand

Der er alligevel mere tid til at ”tænke store tanker” i januar, end der er i juli. Sådan fik brugsens ledelse ideen til at købe byens apotek og flytte det hen i en ny bygning på butikkens parkeringsplads. I den anden ende af bygningen ligger turistkontoret – og på den anden side af pladsen i en matchende bygning har ferieboligudlejningsselskabet Sol og Strand lejet sig ind.


Den sidste tilbygning til p-pladsen foran butikken blev færdig tidligere på året. Næste projekt kræver, at man inddrager p-pladser bag butikken, ved OK-anlægget, for at udvide slagter- og delikatesseafdelingen og gøre plads til en drive-in for mad ud af huset. (Arkivfoto: Lars Pauli)

- Det giver en bedre udnyttelse af området og skaber synergieffekter. Før lå turistkontoret inde i byen uden parkeringsmuligheder. Ved at samle det hele her kan turister hente nøgle til sommerhuset og samtidig finde ud af, hvad de skal lave, mens de er her, og få styr på indkøbene, forklarer Mogens Knudsen.

SuperBrugsen, der med sine 2000 kvadratmeter salgsareal har størrelse som en lille Kvickly, har allerede næste udvidelse i støbeskeen, fortæller brugsuddeleren begejstret, mens han viser tegninger af den kommende tilbygning, som han er ved at indhente priser på:

- Det bliver 500 kvadratmeter, hvor vi udvider slagter-, delikatesse-, fiske- og osteafdelingen, og med mere plads til take-away. På førstesalen bliver der lavet bedre personalefaciliteter, det er ikke blevet moderniseret i 20 år. Vi kommer til at have drive-in med mad ud af huset gennem app’en – vi ligger i et område med 3500 sommerhuse, det skal være convenient.

Så har han til gengæld også lovet at holde sig lidt i ro i et par år, så kommunens lokalplaner kan følge med, siger han med et smil.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172