23948sdkhjf

Ny Spar-direktør: Det spørgsmål får jeg tit

Som ny kædedirektør for Dagrofa-kæderne Spar, Min Købmand og Letkøb med to måneder under bæltet er det oplagt at spørge Esben Keller, hvad der har overrasket ham mest ved at komme tilbage til Dagrofa, hvor han tidligere har været salgschef i den hedengangne discountkæde Kiwi.

- Det spørgsmål får jeg tit. Der er ikke noget, der overrasker mig. Jeg ved jo godt, hvad købmænd står for. Men det har rørt mig rigtig meget at mærke det hjerte og den passion, købmændene driver butik med. De påtager sig ejerskab og lokal forankring. De knokler fra morgen til aften, det er jeg meget imponeret af, siger han.

43-årige Esben Keller har de seneste tre år været direktør i Heinemann Retail, der står bag et halvt dusin taxfree-butikker i Københavns Lufthavn. Den branche har haft trange kår det seneste års tid – det samme kan man ikke sige om dagligvarebutikkerne.

Fortsætter i samme spor

Dagrofas dagligvarekæder kom styrket igennem 2020 og voksede 10 pct. i omsætningen i et marked, der kun voksede med 8 pct. Det skyldes både coronakrisen, men også den strategi, som adm. direktør for Dagrofa Tomas Pietrangeli lagde i 2019.

Den står til at blive erstattet af en ny strategiperiode næste år, og selv om der stadig bliver arbejdet på den internt, kan Esben Keller godt løfte en del af sløret for, hvad der kommer til at ske.

- Vi vil fortsætte med at ekspandere antallet af butikker, vi vil fortsætte med de moderniseringer og investeringer, vi sammen med KFI har lavet i butiksnettet, og så har vi en række interne initiativer, vi gerne vil udbrede, siger den nye kædedirektør for de mindre Dagrofa-butikker.

Det sidste kan blandt andet være efteruddannelse eller specialuddannelse af personale. Esben Keller har overtaget stillingen efter Richo Boss, der i stedet er blevet kædedirektør for Meny, som også arbejder med netop interne uddannelsesprogrammer.

Københavnsk ekspansion

De sidste par måneder har Esben Keller blandt andet brugt på at køre de danske landeveje tynde for at hilse på ude i butikkerne. Han har allerede rundet de første 50, og overraskelsen over, hvor stort et omdrejningspunkt købmanden er for lokalsamfundet er ikke blevet mindre med tiden.

Og den lokale forankring gælder både i by og på land. Spar-kæden har netop åbnet sin fjerde butik i Københavnsområdet 23. juni, denne gang på Frederiksberg.

- Vores styrke er vores forskelligheder. Det er derfor ikke nemt at lave ét koncept, som nogle af vores konkurrenter kan. Hver eneste butik er unik, siger Esben Keller.

- Frederiksberg er et andet område end Teglholmen (hvor Spar også har en butik, red.). Vi tager også noget af vores læring fra St. Kongensgade og gør anderledes – som enkelte vareplaceringer eller sortiment, fortsætter han.

Han fremhæver i den anledning en anden Frederiksberg-købmand: ”Øko-Ole” alias Ole Foldberg, som sammen med sin hustru, Lisbeth Christiansen, har drevet en Min Købmand på Frederiksberg i snart 45 år. De har et meget større sortiment af økologiske varer og specialvarer end andre i kæden og tilpasser løbende udvalget til Frederiksberg-kundernes efterspørgsel.

- De er et levende bevis på, hvad en god købmand kan. De lytter til, hvad forbrugerne vil have. Vores styrke hos købmændene er, at vi lynhurtigt kan rette til lokalt.

Skal fortælle den gode historie

Adspurgt hvor han med friske briller ser lavthængende frugter, der kan øge væksten i kæderne Spar, Min Købmand og Letkøb, svarer Esben Keller:

- Det handler i høj grad om, at vi får fortalt, hvad vi gør, og at vi gør det godt. Vi skal fortælle, hvad købmandskæderne står for. Vi har Spar, som er et stærkt, lokalt supermarked – det skal vi blive bedre til at fortælle. Min Købmand er også utrolig stærkt i lokalområdet, de historier skal vi være meget klarere til at fortælle – og det skal understøttes ved, at vi fortsætter med at ekspandere og modernisere og styrke butikskonceptet, siger han.

Selv om Letkøb har en højere grad af selvstyre end de andre to kæder, er det stadig en vigtig kæde for den nye direktør. Og også her er der vækstambitioner.

- Letkøb har åbnet 15 nye butikker i år, siger han og nævner, at en ny aftale med feriecenterkæden Landal vil føje yderligere til.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105