Designers tøjfirma reddet fra konkurs: Det bliver knap så nichet som før
Det eksklusive firma Tonsure, der designer modetøj til herrer, blev sidste måned begæret konkurs efter et ifølge ejer Malte Flagsted "tvivlsomt feriepengekrav".
Men nu er virksomheden reddet på målstregen af et investorteam ledt af Chris Beierholm, der også er direktør i firmaerne Stella Nova og Stylewise Nordic, der forhandler modetøj til henholdsvist detail- og engrossalg.
- Vi læste, det gik konkurs og tog fat i kurator. Vi har gjort vores due diligence, og forhåbentlig skal vi gøre Tonsure stort. Det bliver en svær opgave, men det kan lade sig gøre. Der er et kæmpepotentiale, hvis vi arbejder hårdt og gør os umage, siger Chris Beierholm.
Skal bredes ud
Tonsure har hidtil været synonym med eksklusivitet med et urbant snit. Det kommer til at ændre sig fremadrettet, hvor de nye ejere vil anlægge en mere tilgængelig stil.
- Det har været noget for de få, og vi skal længere ud. Det skal være noget, vi alle sammen gider gå i, men stadig med noget kant. Vi skal sørge for, at vi er relevante, så forbrugerne får værdi for produktet. Vi vil gerne være noget for en 18-årig knægt, men også en mand på 50. Så det bliver knap så nichet som før.
Chris Beierholm, ny ejer af modefirmaet Tonsure.
Designprocessen er i fuld sving, for den nye ejergruppe vil gerne nå at have Tonsure med til modeugen, som finder sted i starten af august. Det bliver med et fortsat fokus på kvalitet, men med en øget prisbevidsthed for at ramme et bredere publikum.
Tidligere ejer ikke med
Det var Tonsures skaber, Malte Flagsteds, håb, at virksomheden kunne drives videre i en ny konstellation. Det bliver dog ikke med designeren ombord.
- Jeg har stor respekt for Malte, men vi har taget alt væk, så det er vores helt eget hold, så vi kan få friske øjne på, siger Chris Beierholm og understreger, at ambitionerne er store for brandet.
Selv om han i forvejen har en grossistvirksomhed med flere tøjmærker i porteføljen, er det ikke meningen, at Tonsure skal indlemmes i den eller sælges fra webshop ligesom fra Stella Nova.
- Det kommer ikke ind i Stylewise Nordic, det skal have sin egen identitet. Det skal gøres anderledes i Tonsure. Brandet skal lære at klare sig selv. Man kan godt lidt få ting foræret, når man ligger under en paraply med andre brands, siger Chris Beierholm og fortsætter:
- Det bliver wholesale med fokus på vores egen platform. Vi kommer ikke til at lave butikker selv. Jeg kommer fra Bestseller-skolen, vi bruger ikke penge, vi ikke har. Så vi tager tingene i det tempo.
Alligevel er der fordele ved at være en del af noget større. Gennem den eksisterende forretning har det været ret ubesværet at få agenter til Tonsure i både Sverige og Norge, og den nye ejer fortæller, at både Tyskland, Holland og Belgien står for skud, når kollektionen er klar.