USA efterspørger danske æg
USA har henvendt sig til Danmark for at få flere æg.
Flere end 50 mio. æglæggende høner er siden oktober blevet aflivet efter udbrud af fugleinfluenza i landet, og høje ægpriser er blevet et varmt politisk emne, som også er blevet taget op af præsident Donald Trump.
Derfor har de amerikanske myndigheder nu henvendt sig til brancheorganisationen Danske Æg for at høre om muligheden for at øge eksporten.
Læs mere: Tomme hylder i USA: Hele verden spørger efter danske æg
Det fortæller sektorchef for Danske Æg Jørgen Nyberg Larsen i et interview med AgriWatch.
- De har henvendt sig for at spørge, hvor meget vi kan levere. De har også skrevet rundt til mine kolleger i Holland, Sverige og Finland, siger han.
Sektorchefen ser dog en række udfordringer, hvis Danmark skal øge eksporten til USA, fortæller han. Blandt andet skal æg i USA vaskes, hvilket ikke er tilladt i EU. Samtidig er der strenge inspektions- og fødevaresikkerhedskrav, der skal opfyldes.
Adm. direktør hos Dava Foods, Ivan Noes, ser muligheder i det amerikanske marked. Det kræver dog, at en række krav til importen bliver løftet.
- Nu er det nye tider, men vi kommer ikke til at nedprioritere vores nuværende kunder. Men kan vi komme ind på det amerikanske marked med de her nicheprodukter, så ville det være interessant. Om den her åbning giver anledning til, at man fjerner nogle af de her tekniske handelsregler, så ser vi meget positivt på det, siger Ivan Noes.
Han fortalte forleden til fødevaremediet Food Supply om den stigende globale efterspørgsel på æg.
- Vi får henvendelser fra Polen, USA, Sydkorea, fra hele verden. De vil gerne købe af os, for der mangler æg over alt, sagde Ivan Noes fra Davad Foods, der er Danmarks største leverandører af æg.
Den stigende efterspørgsel og faldende produktion har samtidig drevet prisen på æg til nye rekorder.
Læs mere: Fra stabilt til ekstremt: Æg har aldrig været dyrere