23948sdkhjf

Liveshopping-robot hitter: Nystartet firma skaber millionsalg til butikker

Hvad der startede som en nebengesjæft for at hjælpe sin mor med at skabe omsætning, mens hendes cafe var tvangslukket pga. corona, har siden årsskiftet været en regulær forretning for Nikolai Aas Pedersen.

Han har udviklet en robot, som automatiserer de ja tak-tilbud, man tit støder på, hvis man færdes på sociale medier som Facebook og Instagram. Med som partner er Christian Vester, hvis forældre har haft stor gavn af liveshopping-robotten, kaldet Elisa. Ikke kun under nedlukningen, men også efter.

- Vi får flere kunder, selv om butikkerne er åbnet igen. Fra at være en coronating, så man kunne overleve som virksomhed, er det en ny hybrid for mange. Og det er ikke kun én type forretninger, der har succes med det, fortæller Christian Vester.

Han er egentlig uddannet cand.merc. og var indtil årsskiftet ansat i et af landets store konsulenthuse. Men efterspørgslen efter hjælp til liveshopping blev ved at vokse, og ved årsskiftet kastede han sig ud i at starte virksomheden Easy Live Sales sammen med Nikolai Aas Pedersen.

Stejl vækstkurve

Det er gået enormt stærkt med at få nye kunder ind. Da Easy Live Sales bød foråret velkommen, var det med ca. 300 virksomheder i porteføljen – omkring en måned senere var antallet steget med 100, og det ser ikke ud til at stoppe foreløbigt.

- Vi har været med til at lave omkring 1000 livesendinger siden december, men det stak helt af i starten af året. Der er kommet over 100.000 ordrer gennem vores system. Der er butikker nu, der ansætter folk til kun at stå for liveshopping, siger Christian Vester.

Sådan fungerer Elisa

Easy Live Sales' forretningsmodel er centreret omkring robotten Elisa, der fungerer som en chatbot på Facebook ved liveudsendelser.

Elisa kan bl.a. give automatiske svar til kunder, der svarer ja tak til liveshopping-tilbud. Den kan også holde styr på butikkens lagerstatus og melde udsolgt, så kunder ikke bestiller forgæves undervejs, og sende betalingslinks i Messenger for at øge salgskonverteringen.

Easy Live Sales får en procentsats i kommission på ordrerne og tilbyder forskellige abonnementstyper.

Kilde: Easy Live Sales

Easy Live Sales kunne godt se et fald i antallet af liveshopping-sessioner, da landets strøgbutikker åbnede i april. Men efter fire dage var trafikken tilbage.

Kunder af alle størrelser

I starten var Easy Live Sales’ robot, Elisa, egentlig tiltænkt små detailvirksomheder, der kæmpede under coronakrisens nedlukninger. Men også store kæder som Name-It, Kvickly og Power har vist interesse og bruger nu robotten til liveshopping.

Power prøvede to andre chatbot-udbydere, før valget faldt på Easy Live Sales – i første omgang lidt tilfældigt.

- Vi tænkte egentlig, at vi ville bruge nogle af de generelle chatbots på markedet, men der var ikke nogen, der var tæt på at kunne følge med tempoet på liveshopping, da det gik viralt, fortæller Joakim Sigvardt, som er e-commerce manager hos elektronikkæden Power.

Efter at have forhørt sig i markedet om andre udbydere kom Power i kontakt med Nikolai Aas, som testede, om Elisa-systemet kunne kapere at sende 200 beskeder i sekundet. Resten er, som man siger, historie.

- Vi gik fra noget, der var helt ubrugeligt til at supportere vores liveshopping. Da først det virkede, så vi en kæmpestigning i konvertering til salg. Det er fedt, at de (Easy Live Sales, red.) har lavet noget, der er så fremtidssikret. De har gjort sig mange overvejelser om, hvad der er vigtigt for retailere, siger Joakim Sigvardt.

Liveshopping bliver kun større

Easy Live Sales’ medstifter vurderer, at fænomenet kun lige har fundet fodfæste i det danske marked.

- Det kommer til at være ligesom i Kina, hvor det er en stor del af handlen. Der er så mange mekanismer, som går i gang. Nogle bliver inspireret, for nogle er det underholdning, butikkerne kan promovere deres tilbud, andre steder er det fællesskabsskabende – ligesom veninder, der er ude at shoppe, bare med fremmede, forklarer Christian Vester.

Han ser liveshopping som en måde, hvorpå webshops kan skabe den identifikation hos kunderne, som fysiske butikker typisk har lettere ved.

- For e-commerce-forretningen er det en måde at blive mere personlig med sine følgere. Det er svært for e-handel at blive personlig og skabe loyalitet. Det tror jeg, vi kommer til at se endnu mere af. Det er også en måde at være top of mind, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109