23948sdkhjf

Eksperter: Nye dokumenter er en bombe under Nemlig.coms chaufførfinte

En to år gammel sag i Arbejdstilsynet mod Nemlig.com kan nu vende op og ned på leveringsmodellen hos det stormombruste onlinesupermarked. Det skriver Politiken.

Tilbage i maj 2019 afgjorde Arbejdstilsynet, at Nemlig.com er at betragte som arbejdsgiver for de chauffører, som bringer varer til kunderne. Det vurderer flere eksperter, som har læst afgørelsen igennem.

De seneste uger har Politiken beskrevet en række grelle arbejdsforhold for Nemlig.coms chauffører. Her har onlinesupermarkedet gentagne gange understreget, at det ikke har ansvaret, da chaufførerne er ansat af en underleverandør.

Men den holder ifølge eksperterne ikke.

- Det er en bombe under leveringsmodellen hos Nemlig.com, og de bliver nødt til at gentænke leveringsopgaven, siger Karen-Margrethe Schebye, partner i advokatfirmaet SJ Law og en af landets ledende eksperter i arbejds- og ansættelsesret, til Politiken.

Politianmeldt

Sagen fra 2019 drejer sig om en arbejdsulykke, hvor en chauffør kom alvorligt til skade, da han leverede tomme kasser tilbage til Nemlig.coms lager. Nemlig.com påpegede over for Arbejdstilsynet, at chaufføren ikke var ansat af dem, men hos en selvstændig vognmand.

Den forklaring godtog Arbejdstilsynet ikke. Det er Nemlig.com, der planlægger ruten og kontrollerer chaufførens arbejde – og dermed er at betragte som arbejdsgiver.

I den pågældende sag blev Nemlig.com politianmeldt og fik en bøde på 80.000 kr. Men Nemlig.com er uenig i afgørelsen, lyder det i en mail til Politiken.

Store bøder

I en række artikler tidligere på måneden har Politiken beskrevet, hvordan chauffører, der kører med varer for Nemlig.com, er blevet straffet for alverdens ting. Afleverer de en kasse forkert, skal de betale indholdet af kassen. Er leveringen mere end tre minutter forsinket – eller afleveret tre minutter for tidligt – vanker der også bøder.

Ifølge Politiken varierer bøderne fra 300-5.000 kr. og kan dermed overstige chaufførens dagsløn.

Nemlig.com har suspenderet den del af afregningsmodellen, hvor de selvstændige vognmænd takseres for forhold, hvor de ikke lever op til samarbejdsaftalen. Samtidig er der igangsat en ekstern advokatundersøgelse.

Nemlig.com er ejet af Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen og stifter og direktør Stefan Plenge.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088