23948sdkhjf

Ny kædedirektør peger på Irmas udfordring

Danmarks ældste dagligvarekæde, Irma, skal bygge videre på sine grundlæggende værdier og stå endnu skarpere i kampen om forbrugerne.

Sådan lyder det fra Charlotte Nilsson Norby, der fra den 16. april tiltræder som ny kædedirektør i den Coop-ejede kæde.

Som den første kvindelige direktør i Irmas 135 år lange historie vil hun blandt andet styrke kundeoplevelsen og varekendskabet i kædens 68 butikker.

- Irma har gennem mange år været førende på miljø, økologi og kvalitet. Men udfordringen er, at det også er værdier, som mange andre dagligvarekæder tapper ind i. Derfor skal der gøres en ekstra indsats for at bevare Irma som en ledestjerne i branchen, siger Charlotte Nilsson Norby.

Fokus på varerne

Hun kommer fra en stilling som direktør i Løgismose Meyers med ansvaret for Løgismose. Her har hun spillet en stor rolle i det samarbejde, som fødevarekoncernen har med Salling Group.

Ledelsesfilosofien- og evnerne fra Løgismose tager hun med sig, siger den 52-årige Charlotte Nilsson Norby.

Hun vil ikke sige for meget om konkrete planer for Irma, før hun har taget kædeledelsen og butikkerne med på råd.

- Men det falder mig naturligt at tage udgangspunkt i Irmas varer. Dem skal kæden være tæt på, og det kommer jeg absolut til at bygge videre på, siger Charlotte Nilsson Norby.

Hun mener, at varen skal bevise sit værd – ikke bare i butikken, men også når kunderne bruger den derhjemme.

- Men vi løser ikke opgaven alene ved at fokusere på varen. Der skal mange andre ting til at skabe en god kundeoplevelse, siger den nye Irma-direktør.

Topchefens oplæg

Ifølge Coop-topchef Kræn Østergaard Nielsen har Charlotte Nilsson Norby netop den erfaring med og kærlighed til varerne, der er afgørende i Irma.

Kæden skal være den mest innovative dagligvarekæde i Danmark med den bedste kvalitet i både varer og service, lyder topchefens oplæg. Et oplæg, som Charlotte Nilsson Norby er enig i.

- Når andre kæder også tapper ind i økologi, dyrevelfærd, økologi og varekvalitet, stiller det endnu større krav til, at en kæde som Irma, der skal være førende, bliver styrket. Vi har en opgave foran os, men udgangspunktet er godt, siger hun.

Irma har de seneste år centreret sine butikker i og omkring København og satset massivt på de kvalitets- og klimabevidste forbrugere i hovedstaden. For nyligt præsenterede Irma en ny strategi, der skal gøre kæden førende på salget af plantebaserede produkter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157