23948sdkhjf

Her er Salling Groups nye onlinesupermarked

Supermarkedsgiganten Salling Group varmer nu for alvor op til for første gang i koncernens historie at sælge dagligvarer online og bringe dem direkte til kunderne.

I sommeren sidste år meddelte Salling Group, at man gennem Føtex-kæden vil tilbyde kunder i Storkøbenhavn at få leveret dagligvarer til døren. Planen er, at konceptet på længere sigt skal bredes ud til store dele af landet.

Efter en længere testfase blandt ansatte, familie og venner er hjem.foetex.dk gået i luften. Dermed kan københavnerne nu være med til at teste den nye onlineplatform - og alle kan se, hvordan platformen formentlig kommer til at se ud.

- Vi gør opmærksom på, at enkelte funktioner fortsat er under udvikling, og at vores sortiment løbende bliver udvidet, lyder det på hjemmesiden.

Hvornår det nye onlinesupermarked officielt lanceres, vil Salling Group ikke afsløre.

- Vi tester fortsat, inden vi snart er klar til fuld udrulning for alle københavnere, skriver Salling Group i en mail til RetailNews.

Lad onlinekampen begynde

Onlinesalg af dagligvarer gennem Føtex er en del af Salling Groups plan om at sætte sig på 35 pct. af det danske onlinemarked for dagligvarer. Det sker i direkte duel med bl.a. markedslederen Nemlig.com, der under coronakrisen er vokset med hidtil uset fart.

Planen er at sælge over 10.000 forskellige varer gennem føtex.dk, og satsningen kommer efter en årrække, hvor Salling Group, i modsætning til flere af sine konkurrenter, helt har afholdt sig fra at levere fødevarer ud til kunderne.

Udover den nye onlineplatform barsler Salling Group også med andre digitale løsninger. For nyligt fortalte Bilkas kædedirektør, Mark H. Nielsen, at Bilka om få måneder vil opstille containere rundt om i landet. Her kan kunder afhente varer, som er bestilt online.

Containerne har både frost- og kølerum og er fuldautomatiske.

- Vi har en stærk tro på konceptet, fordi det gør os i stand til at flytte Bilka ud i landet og være tættere på flere danskere, sagde Mark H. Nielsen til RetailNews.

Salget er eksploderet

Udover Nemlig.com sælger også Coop dagligvarer online gennem Coop.dkMAD. Salget af dagligvarer online er eksploderet under coronakrisen.

Ifølge Dansk Erhvervs årlige e-handelsanalyse udgjorde onlinesalget af dagligvarer i 2019 knap 3 procent af det samlede dagligvaresalg på 156 mia. kr. Andelen er vokset under corona, men udgør altså stadig en lille andel af det totale marked.

Til gengæld er det en del af dagligvarehandlen med stort vækstpotentiale, mener konsulenthuset Retail Institute Scandinavia.

- Der er ingen tvivl om, at e-handel med dagligvarer nu og i fremtiden vil være et vigtigt forretningsområde, da de kæder, der tilbyder en kombination af fysiske butikker og digitale universer, vil stå stærkere end kæder, der kun er til stede ét af stederne, skriver Retail Institute Scandinavia i sin seneste rapport om dansk dagligvarehandel.

Salling Group investerer over en halv mia. kr. i sin onlinesatsning.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141