Stor dansk butikskæde skifter navn
Den danske butikskæde Stoff & Stil, der sælger metervarer, sytilbehør og hobbyartikler, har i årevis indbragt millioner til sin i offentligheden ukendte ejerfamilie.
Nu skifter familievirksomheden både navn og strategi og gennemfører samtidig et generationsskifte.
Stoff & Stil, der på fem år har tjent over 60 mio. kr., skifter navn til Selfmade. Det skal lægge grundstenen til et internationalt gennembrud.
- Selfmade er vores kald om at skabe unikke rammer for alle nysgerrige gør det selv-mennesker og nutidens og fremtidens designere, som ønsker at lave deres egne kreative projekter, siger adm. direktør Alexander Lerche.
29 butikker og 13 webshops
Han er søn af Marianne og Peter Lerche, som i 1980 stiftede firmaet Peter Resthal – det, der senere blev til Stoff & Stil. I begyndelsen solgte ægteparret restpartier fra lokale tekstilproducenter i området. Det blev hurtigt en succes.
Derfor begyndte Stoff & Stil også at sælge varer gennem postordre, og sortimentet blev løbende udvidet. Blandt andet med egenproducerede metervarer og mønstre.
I dag har virksomheden 29 butikker i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland samt webshops i 13 lande. Alle butikker skifter i løbet af året navn og bliver samtidig indrettet med nye designuniverser.
Den 28-årige Alexander Lerche har sammen med sin bror overtaget den fulde ledelse af familievirksomheden.
Bæredygtig agenda
Ifølge den nye direktør opleves der især stigende interesse fra en yngre kundemålgruppe.
- Vi mærker i dag en stor interesse fra de unge generationer, der ønsker et alternativ til en verden, som primært er baseret på færdiglavede produkter, siger Alexander Lerche.
Han har en målsætning om at gøre familiens livsværk fuldt bæredygtigt med udgangen af dette årti.
- Det er en enorm opgave at konvertere en 40 år gammel forsyningskæde til at blive fuldt bæredygtig, men vores målsætning er, at dette er realiseret inden 2030, siger Alexander Lerche.
Selfmade-koncernen omsætter årligt for over 400 mio. kr. og har over 500 ansatte. Lerche-familien ejer butikskæden gennem holdingselskabet Peter Resthal Holding ApS.