23948sdkhjf

Coop-formand: Vi har mistet mere, end butikslukninger kan forklare

Landets næststørste dagligvarekoncern skal have vendt udviklingen med faldende markedsandele og have åbnet nye butikker i landets vækstområder.

Sådan siger Coop-formand Lasse Bolander i et interview med Butikslederen, få måneder før han igen er på valg.

2020 blev et historisk år for dansk dagligvarehandel med hidtil usete vækstrater. Men Coop skal stå skarpere i konkurrencen om kundernes gunst, lyder det fra Lasse Bolander.

- Vores markedsandele er sivet de senere år. Det er ikke så underligt, fordi vi bevidst har lukket butikker. Men vi må bare konstatere, at vi har mistet mere end butikslukningerne kan forklare, og det skal vi have ændret, siger han til Butikslederen.

Akilleshælen

Coop har over en kortere årrække lukket over 100 butikker, mens rivaler som Salling Group og Rema 1000 har oprustet med nye af slagsen. Men det er altså ifølge Lasse Bolander ikke nok til at forklare, hvorfor Coop har mistet markedsandele.

Den helt store akilleshæl i Coop-koncernen har i årevis været discountkæden Fakta. Her er omsætningen faldet, og underskuddene har været store. Derfor tester Coop lige nu en ny lavpriskæde – Coop 365.

- Det næste bliver, at vi i Coop kommer til at åbne nye butikker på nye beliggenheder. Coop er relativt stærk i de mindre bysamfund, men det er vigtigt, at vi også er til stede i vækstområder, siger Lasse Bolander til Butikslederen.

Med vækstområder menes særligt landets storbyer, hvor der lige nu er hård kamp om de gode butiksplaceringer.

2021 står til at blive endnu et begivenhedsrigt år for Coop. Den nye topchef Kræn Østergaard Nielsen er næsten i mål med den største udskiftning i toppen af Coop i nyere tid. Han har sat et helt nyt ledelseshold.

Samtidig er der senere på året formandsvalg i Coop.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157