23948sdkhjf

Danskerne retter sig efter indkøbsråd om at købe ind alene

Når statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde kommer med nye coronaråd eller gentager tidligere anbefalinger, så lytter danskerne. I hvert fald når det kommer til indkøb af dagligvarerne. Det fortæller en række supermarkedskæder, at de har oplevet oven på tirsdagens pressemøde.

- Vi kan se, at kundestrømmen onsdag var en smule atypisk. Der kom lidt færre kunder end normalt, men de køber mere, når de er her. Vi har set lignende tendenser tidligere - specielt efter pressemøder, siger Kasper Reggelsen, der er kommunikationschef i Salling Group.

På tirsdagens pressemødet hævede regeringen afstandsanbefalinger fra en til to meter. Derudover blev det gentaget, at kun én person fra hver husstand bør købe ind.

- Det er klart, at nogle indimellem glemmer at holde afstand og spritte af. Når der så kommer en påmindelse om det på et pressemøde, kan vi mærke, at kunderne er ekstra opmærksomme, siger Kasper Reggelsen.

Hos Coop, som blandt andet ejer Fakta og Kvickly, fortæller kommunikations- og analysechef Lars Aarup, at man ligeledes mærkede en ændring hos kunderne onsdag. Han kommer derudover med en opfordring til de handlende.

- Hvis vi alle kan sørge for at planlægge en dag længere frem og tænke over, hvad vi skal have at spise i overmorgen, så vil der være færre indkøbsture. Det vil være rigtig godt for alle, siger Lars Aarup.

Det er ikke kun de fysiske butikker, der mærker adfærdsændringer, når der har været pressemøde. Hos online-supermarkedet nemlig.com har man i 2020 ansat 1000 nye medarbejdere, efter at efterspørgslen for firmaets produkter er steget markant.

- Både op til og under pressemødet tirsdag oplevede vi, at vores trafik til websitet steg med over 50 procent, siger Mikkel Pilemand, der er kommerciel direktør hos nemlig.com.

Normalt er der ingen kø på firmaets hjemmeside, men det kan der komme, hvis tilpas mange kunder besøger siden på samme tid. Det skete op til pressemødet, hvor 6000-7000 kunder ventede på at kunne handle. De kom til i løbet af et kvarter.

- Vores salg ligger mere end dobbelt så højt som samme periode sidste år, siger Mikkel Pilemand.

Hos Rema 1000, der også tilbyder indkøb online, har man ligeledes oplevet et løft i kædens onlinetjeneste.

- Vi kan se en effekt på vores onlinedel, hver eneste gang Mette Frederiksen holder et pressemøde, og landet lukker mere ned, siger Jonas Schrøder, kommunikationschef hos Rema 1000.

Fra fredag ændres arealkravene i de fysiske butikker. Det betyder, at hvor der før skulle være fire kvadratmeter per kunde i dagligvarebutikker på under 2000 kvadratmeter, så skal der nu være 7,5 kvadratmeter.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.199