23948sdkhjf

Tabte penge i næsten et årti: Tøjkæde i stor turnaround

Den danske herretøjskæde Marcus har i årevis tabt millioner i så alarmerende en fart, at ejeren flere gange har måttet træde til med økonomisk nødhjælp.

Nu er der sat en prop i underskuddet – endda i et år med corona.

I et nyt årsregnskab, der dækker perioden oktober 2019 til september 2020, kommer Marcus-kæden ud med et overskud på 1,4 mio. kr. mod et underskud på 10,6 mio. kr. året før.

Ifølge ledelsesberetningen var der store forventninger til regnskabsåret, inden coronapandemien ramte. Der var igangsat en række nødvendige tiltag for at tilpasse hele tøjkæden til både det nuværende og fremtidige marked.

- Covid‐19 og dennes indvirken på samfundet som helhed har medført, at effekten af de igangsatte tiltag ikke er slået resultatmæssigt igennem på dette års regnskab som håbet. Der er dog fortsat store forventninger til fremtidige resultater. På ovenstående grundlag anses resultatet for tilfredsstillende, skriver ledelsen i regnskabet.

Flere lukkede butikker

Marcus er ejet af direktør Preben Clemens, der så sent som i fjor indskød 12 mio. kr. i selskabet for at genetablere egenkapitalen.

Indtil for få år siden havde Marcus-kæden op mod 30 butikker i Danmark. Nu er der under halvdelen tilbage. Adskillige er gået konkurs på grund af svigtende salg og hård konkurrence.

Den første Marcus-butik åbnede i 1993, men det er efterhånden længe siden, at tøjkæden, som især blandt den yngre generation er kendt for konfirmationstøj til den store dag, har været en god forretning.

I de seneste 10 regnskabsår har Marcus-koncernen kun to år formået at tjene penge.

Udover Marcus-konceptet står Preben Clemens' holdingselskab, Marcus Gruppen A/S, bag tøjkæden New York med to butikker.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.232