23948sdkhjf

DI-chef revser ny pakkeafgift: Det er helt sort

Landets største erhvervsorganisation, DI, går nu skarpt til angreb på den pakkeafgift, som regeringen pønser på at indføre for at finansiere PostNords brevomdeling.

DI’s øverste direktør, Lars Sandahl Sørensen, kalder den nye afgift for ”en virkelig dårlig idé på det værst tænkelige tidspunkt” og opfordrer regeringen til at finde pengene andetsteds.

Ellers går det ud over både danskerne og dansk erhvervsliv – ikke mindst de mange tusinde netbutikker, som hver dag sender pakker afsted.

- Det kan simpelthen ikke passe, at der nu skal sendes endnu en afgift afsted for at betale for gildet. Danskerne og virksomhederne kan så samle en regning op for noget, de intet har med at gøre, udtaler Lars Sandahl Sørensen i en pressemeddelelse.

Hånden under PostNord

Pakkeafgiften er en del af en samlet aftale på postområdet, og den skal være med til at finansiere PostNords brevomdeling, som er stærkt underskudsgivende.

Helt konkret vil regeringen lægge en afgift på alle pakkeforsendelser i 2021 på 1,25 kr. og i 2022 på 0,85 kr. Provenuet fra den nye skat skal hjælpe med at holde hånden under PostNord.

Men afgiften er dybt problematisk, mener Lars Sandahl Sørensen.

- Det bliver en ny og tung administrativ byrde for transportvirksomhederne, og det vil være kompliceret og bøvlet at kontrollere og håndhæve i praksis. Samtidig vil det fordyre og hæmme e-handlen – netop som danskerne skal i gang med at købe ind på black friday og i gang med julehandlen. Det er helt sort, siger DI-direktøren.

Ulige konkurrence

Lars Sandahl Sørensen mener, at en afgift på pakker og breve også stiller danske virksomheder og deres medarbejdere ringere i konkurrencen med store udenlandske virksomheder og globale online platforme.

Det skyldes, at afgiften i mange tilfælde ikke kan skubbes over på de udenlandske virksomheder pga. internationale postaftaler.

- De danske virksomheder kæmper i forvejen en ulige kamp på nettet med virksomheder fra eksempelvis Kina, som sælger varer direkte til de danske forbrugere. Og varer som i flere tilfælde ikke overholder reglerne for produktsikkerhed og miljø. Vi har brug for at få gjort konkurrencen med udlandet mere lige – ikke præcis det modsatte, siger Lars Sandahl Sørensen.

Også Dansk Erhverv kritiserer forslaget om en ny pakkeafgift.

Det er virkelig en skidt model, fordi man straffer helt almindelige virksomheder med en ny afgift for at finansiere statens eget PostNord-foretagende. Det er både urimeligt, usundt og uholdbart, sagde direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, tidligere på måneden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141