Ny prognose: Sådan ser dagligvarehandlen ud om 10 år
Der kommer til at ske store forskydninger på det danske dagligvaremarked over det næste årti. Det vurderer konsulenthuset Retail Institute Scandinavia i en ny prognose.
Her er hovedpunkterne i analysen.
Markedslederen
Salling Group med kæderne Føtex, Bilka og Netto overhalede i 2018 ærkerivalen Coop som markedsleder i dansk dagligvarehandel. Ved udgangen af året vurderer Retail Institute Scandinavia, at Salling Group har en markedsandel på 34,5 pct. mod Coops 32,8 pct.
Og forspringet vokser frem mod 2020, lyder vurderingen. Til den tid vil Salling Group sidde på 35,1 pct. af markedet og Coop 28,9 pct., spår Retail Institute Scandinavia.
Samtidig forudses det, at Rema 1000 om 10 år vil have næsten dobbelt så stor en markedsandel som Dagrofa. 17 pct. mod 9,6 pct.
Butiksantallet
I tidligere analyser har Retail Institute Scandinavia forudset et fald i antallet af fysiske dagligvarebutikker. Med væksten i onlinehandel in mente skulle man tro, at den spådom holder ved. Det gør den imidlertid ikke.
Faktisk forudser Retail Institute Scandinavia en lille fremgang i antallet af butikker frem mod 2030. Det skyldes især, at discount ventes at vokse – anført af Netto og Rema 1000.
Antallet af discountbutikker i 2030 (i 2020 i parentes)
Fakta/Coop 365: 315 (357)
Netto: 570 (517)
Aldi: 175 (182)
Lidl: 200 (128)
Rema 1000: 460 (352)
Kilde: Retail Institute Scandinavia.
I dag er der 2.777 supermarkeder, discountbutikker, nærbutikker og varehuse i Danmark. Det tal stiger til 2.790 butikker i 2030, spår Retail Institute Scandinavia.
Discountkrigen
De fem lavpriskæder – Netto, Rema 1000, Fakta, Lidl og Aldi – sidder i dag på 43 pct. af dagligvaremarkedet. For 10 år siden var det under en tredjedel. Nu forudser Retail Institute Scandinavia, at discount om 10 år sidder på næsten halvdelen af markedet – 47 pct.
Prognosen tager højde for en kommende periode med mulig lavkonjunktur, hvilket vil påvirke forbrugsmønstrene i lavpriskædernes favør.
I dag er Netto den største discountaktør herhjemme med en markedsandel på 15 pct. mod Rema 1000’s 14,3 pct. Dette magtforhold tipper. Om 10 år er Rema 1000 størst, forudser Retail Institute Scandinavia.
Samlet vil de to discountkæder tage hver tredje indkøbskrone i 2030.
Discountkædernes andel af dagligvaremarkedet i 2030 (2020 i parentes)
Fakta/Coop 365: 5,9 pct. (6,9)
Netto: 15,9 pct. (15,1)
Aldi: 3,4 pct. (3,2)
Lidl: 5,0 pct. (3,4)
Rema 1000: 17 pct. (14,3)
Samlet markedsandel: 42,9 pct. (47,2 pct.)
Kilde: Retail Institute Scandinavia.
Vinderne
Rema 1000 er i årevis blevet udråbt som den mest succesfulde dagligvarekæde i Danmark, og den tendens ser ikke ud til at stoppe. Retail Institute Scandinavia forudser ligefrem, at Rema 1000, der er ejet af norske Reitan, om 10 år overhaler Netto på markedsandele.
Også tyskejede Lidl står til stor fremgang. Kæden ventes at nå 200 butikker og en markedsandel på 5 pct.
Taberne
Både Coop Danmark og Dagrofa står ifølge prognosen til at tabe markedsandele. For Coops vedkommende skyldes det især Dagli’Brugsen, som ventes at må lukke 85 butikker over de næste 10 år. Dels fordi mange af kædens butikker ligger i sårbare mindre bysamfund, dels fordi mange af butikkerne kører med driftsunderskud.
Også Coop-ejede Fakta ventes at lukke butikker. Flere af kædens butikker er allerede blevet omdannet til det nye lavpriskoncept Coop 365, som topchef Kræn Østergaard Nielsen har store forventninger til.
Når Dagrofa står til at tabe yderligere markedsandele, skyldes det ifølge Retail Institute Scandinavia forventet tilbagegang i købmandskæden Min Købmand samt Dagrofas fokus på sin igangværende turnaround.
Tilbage i 2010 sad Dagrofa på 18,4 pct. af markedet. Nu er tallet 10,8 pct. og ventes altså at falde yderligere til 9,6 pct.
Onlinesalget
Coronakrisen har sat fut under onlinesalget af dagligvarer som aldrig før. Flere af dagligvarekoncernerne er i gang med at omstille sig for at kunne tage kampen op med markedslederen Nemlig.com.
Retail Institute Scandinavia anslår, at væksten i onlinesalget i år rammer 30 pct. Den vil falde til 15 pct. over de kommende år, hvilket betyder en firedobling af salget frem til 2030. Til den tid udgør dagligvarehandel online 10 pct. af det samlede marked, lyder prognosen.
Til gengæld står convenience-sektoren til at falde tilbage fra en markedsandel på 6,8 pct. til 5,2 pct.