23948sdkhjf

Ilva nærmer sig nullet: Bedste resultat i ti år

Efter en årrække med millionunderskud kunne Ilva torsdag præsentere enkelte nøgletal ovenpå et regnskabsår med betydelig fremgang. Således kom den Lars Larsen Group-ejede møbelvirksomhed ud af 2019/20 med en omsætning på 1,5 mia., mens driftsresultatet landede på minus 10 mio., hvilket er en forbedring på mere end 30 mio. kr.

Dermed følger virksomheden den plan, der er lagt for udviklingen, hvilket glæder adm. direktør Rami Jensen.

–  Enhver, der har fulgt Ilva, ved, at vi har været gennem nogle udfordrede år, hvor vi har taget nogle meget store beslutninger. Ikke mindst beslutningen om at sammenlægge Ilva og Idémøbler, så vi kunne fokusere 100 procent på Ilva brandet, var vanskelig. Men udviklingen og årsresultatet viser, at den var rigtig, siger Rami Jensen i en pressemeddelelse.

Lover overskud til tålmodige ejere

Som for mange andre retailere har 2020 hos Ilva udviklet sig på den måde, at salget bremsede op i forbindelse med begyndelsen af udbredelsen af coronavirus, mens det efterfølgende accelererede hen over sommeren.

–  Vi har haft nogle rigtig gode måneder, som vi ikke engang kan se den fulde effekt af i årsregnskabet. Det skyldes, at vi leverer mange speciallavede møbler, som er solgt, men som først bliver talt med i vores regnskab, når varen er leveret til kunden. Det betyder, at vi kan glæde os over en rigtig god begyndelse på indeværende finansår, siger Rami Jensen, der har en klar målsætning om snart at kunne sætte sorte tal på bundlinjen hos den underskudsplagede boligkæde.

– Ilva har været igennem en lang periode med underskud år efter år, og det er klart, at det påvirker alle medarbejdere i virksomheden. Derfor er jeg også utrolig glad for, at vi præsterer bedre end planlagt, og at vi kommer ud af indeværende regnskabsår med et overskud, hvis vi følger kurven. I form af Lars Larsen Group har Ilva en meget tålmodig ejer. Men det er klart, at alle medarbejdere i Ilva ser frem til, at vi i fællesskab kan bidrage til at øge overskuddet i Lars Larsen Group frem for at reducere det, lyder det fra Rami Jensen, der har lovet ejerselskabet, at 2020/21 kommer til at byde på overskud.

Ilva har de seneste fem år samlet tabt mere end 380 mio. kr. I 2018 blev det besluttet, at lægge kæden sammen med Idémøbler, og det er således første fulde regnskabsår, der dækker over den samlede forretning. Ilva driver i dag 42 butikker landet over. 

Læs mere om: Ilva
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127