23948sdkhjf

Nyt Coop-initiativ skal få forbrugerne til at skabe grønne fødevarer

Der skal flere klimavenligt producerede varer på butikshylderne, hvis Danmark skal nå sit mål om reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030.

Sådan lyder det fra dagligvarekoncernen Coop, der torsdag, i samarbejde med den grønne tænketank Concito, lancerer initiativet Coop Klimafunding. Her kan forbrugerne komme med i maskinrummet og aktivt hjælpe fødevareproducenter med at blive grønnere.

- Hver gang du putter en vare i kurven i supermarkedet, træffer du et valg, og rigtig mange forbrugere vil gerne træffe det mest klimavenlige valg. Problemet er bare, at vi ikke kun skal ændre måden, vi spiser på, men også måden, maden bliver produceret på, hvis vi skal lykkes med at reducere CO2-udledningen. Derfor har vi skabt Coop Klimafunding, siger Nicolai Jæpelt, chef for Coop Crowdfunding, som står bag initiativet.

Coop Klimafunding bygger på idéen bag crowdfunding, som handler om at inddrage forbrugerne og i dette tilfælde give dem mulighed for at handle og investere i producenters konkrete klimatiltag.

For producenterne betyder det samtidig, at de kan få testet deres idéer af på forbrugerne og finde ud af, om der er et marked for deres produkt eller tiltag.

Forbrugerne skal forkøbe eller låne

I dag stammer cirka 20 procent af danskernes CO2-udledning fra vores fødevarer, men 95 procent af udledningen sker, før varerne rammer butikshylderne, viser tal fra Coop.

Med Coop Klimafunding kan forbrugeren være med til at klimaoptimere fødevareproduktionen ved at investere i en række projekter fra fødevarevirksomheder, der ønsker at gøre deres produktion grønnere. På den måde er forbrugeren med til at realisere og finansiere mere klimavenlige fødevarer.

Konkret investerer man i virksomhedernes klimaprojekter ved at støtte deres crowdfunding-kampagne. Det gøres ved enten at forkøbe et produkt eller ved at yde et lån mod et afkast. Hvis projektet ikke realiseres økonomisk, bliver pengene tilbageført.

Et af projekterne i Coop Klimafunding kommer fra Hansens Is, der med forbrugernes hjælp vil gøre sin isproduktion mere klimavenlig. Virksomheden vil udnytte den varme, som maskinerne i dens frysehus producerer, i stedet for blot at blæse den ud i den blå luft.

- Når vores maskiner i frysehuset producerer kulde, afgiver de samtidig en masse varme, som vi pt. ikke bruger til noget. Nu vil vi gerne udnytte varmen i stedet for at lade den gå til spilde. Varmen vil vi opbevare og bruge, når isen skal pasteuriseres. Dermed kan vi gøre produktionen af vores is en smule mere klimaeffektiv end tidligere, og for os handler det om at tage mange små skridt i den rigtige retning, fortæller direktør i Hansens Is, Rasmus Eibye.

Afgørende for grønnere fødevarer

Virksomhedens mål er at rejse 50.000 kroner ved at for-sælge is, som er produceret med den nye klimavenlige metode.  Hvis det lykkes, kan Hansens Is gå i gang med at trække rør, der kan føre overskudsvarmen ind i is-blande-tanken.

Ifølge tænketanken Concito er det nyt at bede forbrugeren tage stilling til, hvordan fødevarer skal produceres. Men det er et afgørende skridt for at fremme den grønne omstilling i fødevaresektoren, lyder det.

- Indtil nu har forbrugerne primært haft mulighed for at påvirke udbuddet af klimavenlige fødevarer ved at vælge de mindst klimabelastende fødevarer, når de køber ind. Gennem Coop Klimafunding kan man bidrage yderligere til at fremme en mere klimavenlig fødevareproduktion ved at bakke op om specifikke tiltag, der skal gøre produktionen af kendte eller nye varer mere klimaeffektiv, siger Michael Minter, der er programleder i Concito.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.148