23948sdkhjf

Kinesiske produkter, sortlistet i USA, bliver solgt i Danmark

Danske firmaer sælger produkter fra kinesiske producenter, der mistænkes for at deltage i brud på menneskerettighederne.

I jagten på større tryghed risikerer danske forbrugere og virksomheder at købe produkter fra kinesiske virksomheder, der mistænkes for at udgøre sikkerhedsrisici og være involveret i undertrykkelse af befolkningsgrupper.

En række danske firmaer forhandler nemlig overvågningskameraer og relaterede varer fra flere kinesiske producenter, som er sortlistet i USA. Det skriver Jyllands-Posten.

De kinesiske overvågningsudstyrs-koncerner Hikvision og Dahua er på USA’s sorte liste, fordi de menes at have været involveret i kinesisk undertrykkelse af muslimske mindretal, bl.a. uighurer. Og undersøgelser, bl.a. fra amerikanske sikkerhedsmyndigheder, har fundet såkaldte bagdøre, dvs. mulighed for, at uvedkommende kan få adgang til information, i både Dahua og Hikvisions produkter. 

Alligevel bliver Hikvisions produkter solgt af store danske forhandlere som Computersalg.dk, EET og Viditronic, og Dahua forhandles af en af landets største teknikgrossister, Lemvigh-Müller, og overvågningsfirmaet Scanview.

- Da produkterne er blåstemplet på de markeder, vi opererer på – og f.eks. bliver brugt af den danske stat – har vi vurderet, at vi fortsat kan forhandle dem, men det er naturligvis en situation, vi er opmærksomme på, oplyser Lemvigh-Müllers markedsdirektør, Louise Tolstrup Unbehaun, i en mail.

Danmark har ikke en sort liste over selskaber, det er forbudt at handle med, og dermed er der ikke forbud mod at sælge Hikvisions og Dahuas produkter herhjemme.

Alligevel mener Mikkel Vedby Rasmussen, dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet og ekspert i sikkerhedspolitik, at virksomheder bør overveje, om de kinesiske produkter matcher værdigrundlaget.

- Og man kan også overveje, om ens forbrugere bliver ved at synes, det er fedt, siger han. 

Også Henning Mortensen, formand for Rådet for Digital Sikkerhed, opfordrer generelt til forsigtighed.

- Der er risici tilknyttet hver gang, for at der kan være bagdøre i selve det udstyr, man køber, eller der kan være opkoblinger til udstyret, som kan udnyttes til at tappe personoplysninger, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.191