23948sdkhjf

Nomas søsterrestaurant lukker efter hård coronatid

Restaurant 108, der har en michelinstjerne, holder 30. september åbent for sidste gang.

Nomas søsterrestaurant, Restaurant 108, drejer nøglen om efter at have haltet økonomisk i løbet af coronakrisen.

- Jeg vil gerne takke alle medlemmer - nuværende og tidligere - af vores team for at hjælpe med at gøre 108 til et fantastisk sted, skriver køkkenchef og medejer Kristian Baumann i et opslag på Facebook.

Restauranten, der har en michelinstjerne, oplyser på Facebook, at selv om restauranten lukker, er ejerselskabet bag ikke gået konkurs.

Kristian Baumann trækker sig fra ejerkredsen, og de resterende ejere vil åbne en ny restaurant, der matcher det nuværende marked bedre, i de lokaler, hvor Restaurant 108 i øjeblikket holder til.

Det skriver Restaurant 108 i opslaget, der ud over Kristian Baumann er underskrevet af to af folkene bag den kendte restaurant Noma, René Redzepi og Peter Kreiner.

Michelinrestauranten har sidste åbningsdag 30. september, men ejerne skriver på Facebook, at de håber på at genåbne Restaurant 108 på et senere tidspunkt i nye lokaler.

Den danske restaurationsbranche har været hårdt presset, efter at Danmark lukkede ned på grund af coronavirus.

Restauranter var i længere tid nødt til at lukke, og senere led de under de danske indrejserestriktioner, der forhindrede turister i at komme til Danmark.

Især manglen af de internationale turister har kunnet mærkes på økonomien, skriver Restaurant 108's ejere, og det har været en stor del af grunden til, at ejerne vurderer, at foretagendet ikke længere hænger økonomisk sammen.

Restaurant 108 blev åbnet i 2016 som et billigere alternativ til Noma og er opkaldt efter dens placering i Strandgade 108 på Christianshavn. I 2017 fik restauranten sin første michelinstjerne, som den har holdt fast i siden.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109