23948sdkhjf

Familieejet trælast forlader familien

To familieejede byggecentre slår nu pjalterne sammen i det nordjyske, hvor Kongerslev Trælast og Byggecenter har købt Mou Byggecenter, der hidtil har været en del af XL-byg.

Ifølge Jens Christian Svendsen, indehaver og direktør hos Kongerslev Trælast og Byggecenter, er det et match, der giver særdeles god mening.

– Vi gør det for at opnå de synergier, det giver, når man lægger to afdelinger sammen, og her var Mou et rigtig godt udgangspunkt, fordi vi ligger i en afstand, der er til at håndtere, både når sådan noget skal prøves af for første gang, og som giver mening i forhold til logistikken i forbindelse med indkøb, fortæller trælastdirektøren til Wood Supply.

Potentiale i ferielandet

Der er da heller ikke mere end knap 15 km mellem de to adresser, og dermed kan Kongerslev Trælast og Byggecenter tage hul på livet som ekspanderende virksomhed i relativ sikker afstand hjemmefra men stadig i et område, hvor der ifølge Jens Christian Svendsen er mere at komme efter.

– Vi tror, der ligger et uudnyttet potentiale og skal helt sikkert gå på flere af de lokale håndværkere både derude og i området omkring Aalborg, og så ser vi et stort potentiale i det sommerhusområde, der ligger omkring Mou, Egense og Hals og den vej ud, fortæller han.

Mens Mou Byggecenter hidtil har haft en stor andel private kunder, har man hos Kongerslev Trælast og Byggecenter særligt haft fokus på det professionelle segment. Det betyder, at der på begge adresser vil ske noget på sortimentsfronten.

– Noget af det skal vi helt sikkert flette sammen, og det kommer til at betyde et både dybere og bredere sortiment i begge forretninger; i dag kræver det jo ret store mængder, når du køber ind, så det giver god mening at eksponere det for to lokationer, forklarer Jens Christian Svendsen.

Vi var blevet for små

Også på den anden side af bordet er man godt tilfreds med handlen og de fremtidsudsigter, den betyder for Mou Byggecentre, der i 40 år har været på familien Thomsens hænder.

– Når nogen henvender sig med et seriøst og fair bud, har jeg altid lært, at så skal man høre på, hvad der bliver fortalt, siger medejer og direktør Henrik Thomsen.

Derfor var det heller ikke nogen svær beslutning at gå til forhandlingsbordet, da Kongerslev Trælast og Byggecenter lige op til sommerferien bankede på døren.

– Vi syntes faktisk, at det de kom med, var fair; så er der selvfølgelig altid lidt forhandling for at få enderne til at mødes, men det faldt hurtigt på plads, fortæller han.

Og tanken om et salg var da heller ikke ny for brødrene Thomsen, hvis forældre grundlagde byggecentret.

– Ligesom de mange andre mindre trælaster med en omsætning under de 30 millioner, ser fremtiden sværere og sværere ud, så enten skulle vi fusionere eller også skulle vi blive opkøbt – og heldigvis er det jo sket på et tidspunkt, hvor vi stadig har en sund forretning, fortæller byggecenterdirektøren og peger på, at coronaen som for landets andre byggecentre har blæst god vind i sejlene hos Mou.

Folkene fortsætter

Det er derfor heller ikke en trist direktør, der den 1. oktober overlader direktørposten og den forretning, der i 13 år har været hans arbejdsplads, til de nye ejere.

– Det ville være utopi at tro, man ikke kommer til at savne sin arbejdsplads gennem 13 år, men vi har sagt ja, fordi det gav mening og var det rigtige tidspunkt, og alle synes, at det har været en fornuftig handel, slår Henrik Thomsen fast.

Resten af de ansatte i Mou Byggecenter har fået tilbud om at fortsætte, mens Henrik Thomsen selv havde besluttet at stoppe, hvis et salg faldt på plads. Og han har tænkt sig at bruge den næste tid på noget helt andet.

– Tilfældet vil, at vi faktisk lige nu er i gang med at bygge hus, og da jeg i tidernes morgen blev udlært tømrer, så tænkte jeg, at det skal jeg da være med til at bygge; det har jeg sat fem måneder af, og hvad jeg så skal, må tiden vise, lyder det.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095