23948sdkhjf

Myndigheder forlænger coronarestriktioner i Aarhus

I kommunerne Silkeborg og Aarhus er der iværksat særlige tiltag for at mindske smittespredning med corona.

Tiltag mod coronavirus i Aarhus Kommune forlænges foreløbig til 4. september.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed onsdag aften.

Det drejer sig blandt andet om anbefalinger om hjemmearbejde i videst muligt omfang, at mindske trængsel i supermarkeder og andre steder og at undgå fysisk fremmøde på uddannelser.

Tiltag i Silkeborg Kommune ophæves muligvis snart. I hvert fald skriver Styrelsen for Patientsikkerhed, at det går den rigtige vej med smittetallet i kommunen, og fortsætter det, vil restriktioner blive ophævet den 24. august.

Her har man blandt andet - som det eneste sted i landet - givet en anbefaling om at bruge mundbind i supermarkeder og indkøbscentre. Man har også her en opfordring til hjemmearbejde, hvis det kan lade sig gøre.

De to kommuner er også de eneste steder i landet, der ikke har lov at holde restaurationslivet åbent til klokken 02.00. Begge steder er der desuden en "massiv" informationskampagne for at oplyse om, hvordan man bedst mindsker spredning med coronavirus. 

Begge kommuner var også nogle af de første, hvor der blev indført krav om mundbind. Dette krav vil dog stadig gælde, også i Silkeborg, da det bliver landsdækkende fra lørdag.

De to kommuner har været ramt af stigende smittetal med coronavirus, hvorfor de har haft myndigheder og politikeres opmærksomhed.

For begge kommuner går udviklingen dog i den rigtige retning, understreger Styrelsen for Patientsikkerhed.

I Aarhus Kommune har man blandt andet valgt at aflyse den traditionsrige festuge. Det er sket på grund af, hvad der ifølge borgmester Jacob Bundsgaard (S) er en "alvorlig situation".

- Enhver har et ansvar i kampen mod coronaepidemien. Kun ved en stærk fælles indsats kan vi begrænse smitten, lød det fra Jacob Bundsgaard tidligere i august.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at de arbejder tæt sammen med begge kommuner om at holde øje med og inddæmme smitten med coronavirus.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11