Lettelse på Lolland: Minister vil ikke straffe samfundssind
Det udløste stor lettelse, da den lollandske juiceproducent Seimei i aftes åbnede et brev fra miljøminister Lea Wermelin (S).
Det skriver DR Sjælland.
I brevet skriver ministeren, at hun har bedt Miljøstyrelsen om at hjælpe med at finde en løsning på, hvordan virksomheden kan håndtere den håndsprit, som de ekstraordinært har produceret under corona-krisen.
Meldingen kommer efter, at Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion i fredags lavede et påbud mod virksomhedens håndsprit, som i øjeblikket står i diverse forretninger. Påbuddet er begrundet med, at håndspritten kan forveksles med fødevarer, da den sælges i juiceflasker.
Miljøstyrelsen krævede, at Seimei udsendte et tilbagekaldelsesbrev til virksomheder, som har købt ’WiSH Håndsprit 85%’ senest i dag den 22. juli.
’Det har været ubehageligt’
Men på falderebet er påbuddet stillet i bero, og styrelsen er nu i dialog med Seimei om, hvordan flaskerne kan gøres mere sikre.
- Løsningen er ikke fundet endnu. Vi afventer at høre fra kemikalieinspektionen i dag, om hvad de foreslår af løsninger, fortæller Allan Feldt, der driver virksomheden med sin hustru Mette Feldt.
Hvis løsningen bliver, at der skal trykkes nye mærkater til flaskerne, forventer ejeren, at staten vil være med til at betale omkostningerne og beskriver forløbet som ubehageligt.
- Lige pludselig bliver ens virksomhed truet på livet, siger Allan Feldt, der brugte juiceflasker til håndspritten, fordi det var den eneste emballage, som virksomheden sad inde med på daværende tidspunkt.
Påbuddet om at trække håndspritten tilbage ville give virksomheden et tab på mindst to millioner kroner, og den store regning kunne blive dødsstødet for den lille juiceproducent, vurderer ejeren.
- Styrelsen har tidligere foreslået, at vi skal ompakke håndspritten, men det er praktisk ikke en mulighed. Det er en meget brandfarlig væske, siger Allan Feldt, der håber på, at butikkerne kan få lov til at sælge det håndsprit, de har stående.
Minister: Vi skal ikke straffe samfundssind
Virksomheden har desuden oplevet massiv opbakning, efter de fik besked på at trække håndspritten tilbage.
Flere Facebook-grupper har opfordret beboere i lokalområdet til at købe virksomhedens produkt, så de økonomiske konsekvenser kunne mindskes.
Allan Feldt er også dybt taknemmelig for opbakningen.
- Vi har fået en enorm opbakning fra hele befolkningen. Det er sikkert også det, der har fået miljøministeren til at gå ind i sagen og indse, at det er en tabersag for dem, siger han.
Ifølge miljøminister Lea Wermelin er det en stor stigning i henvendelser til Giftlinjen om børn, som ved et uheld har indtaget håndsprit, der fik Miljøstyrelsen til at skærpe kravene.
- Men vi skal selvfølgelig ikke straffe virksomheder, der har vist samfundssind, og som er trådt til i en meget svær situation, siger ministeren i et skriftligt svar til DR Sjælland.