Vil gøre fiskekonserves til gourmet
GOURMET Den lokale Svaneke-arkitekt Sean Claxton er gået sammen med den københavnske fiskeproducent Martin Bregnballe i tanken om at få gourmet-fiskekonserves på landkortet.
Det skriver Bornholms Tidende.
Ideen startede, da Sean Claxton overtog fiskerskuret, fortæller han til den bornholmske avis. Her vakte historien om de bornholmske brislinger hans interesse.
Og ideen om en fiskebar med konserves, hvor man kan nyde både en anretning med produktet eller købe det med hjem, er inspireret af Sydeuropa, fortæller Martin Bregnballe.
- Særligt i Sydeuropa i lande som Portugal og Spanien, der findes masse af barer med konserves og er opdyrket en hel anden kultur omkring det. Når folk tænker konserves her i Danmark, tænker mange nok makrel i tomat, men vi har så mange fine fisk og skaldyr her nordpå, så man kan sagtens gøre mere ud af det, siger Martin Bregnballe.
De to kompagnoner planlægger at holde Fangst åben til september. I år bliver konceptet på testbasis, men der er planer om at udvide til næste år, fortæller Sean Claxton.
Fangsts varesortiment blandt byder andet på brislinger, sardiner, laks og muslinger, der er røget og konserveret i rapsolie fra Lehnsgaard. Produktionen af laks og muslinger foregår på Fyn, mens brislingerne bliver røget på fabrik i Letland.