Restaurantkæden Grød vil åbne i udlandet
- Vi er ret langt med planerne i forhold til at lancere Grød i Oslo, selv om coronaen har sat det lidt på pause. Men nordmændene elsker at spise grød. Forhåbentligt kan vi åbne deroppe i foråret 2021, siger Grøds stifter og ejer, Lasse Skjønning Andersen, til mediet.
Hans grødkæde har i dag otte restauranter i hovedstadsområdet og en enkelt i Aarhus. Hvis restauranten i Oslo bliver en succes, skal der trykkes på speederen i forhold til at ekspandere internationalt, lader Lasse Skjønning Andersen forstå.
Som følge af en hård coronatid forventer han, at Grød i år får sit første underskud siden etableringen for 10 år siden. Sidste år var der et overskud på cirka 1,2 millioner kroner, baseret på en bruttofortjeneste på 13,3 millioner.