23948sdkhjf

Kæmpefuser: Grænseåbningsfesten udeblev og selskab dropper sejlads igen

Lørdag åbnede grænserne igen for svenskere, men størstedelen af de tilrejsende feriegæster blev afvist ved den danske grænse.

Den længe ventede danske grænseåbning for svenskere skulle lørdag have været en stor festdag for handelslivet i Helsingør - men sådan blev det desværre ikke.

Allerede fra morgenstunden stod det klart, at det hele ville ende med en kæmpe fuser, da langt fra alle de tilrejsende svenskere kunne blive lukket ind i Danmark, da de ankom med færgen fra Helsingborg i Sverige til Helsingør i Nordsjælland.

Det skriver TV2 Lorry

Sundbusserme skulle hele dagen igennem have fragtet hundredevis af shoppende og ferieglade svenskere til Danmark, men langt de fleste medrejsende måtte vende om ved politikontrollen, da de ikke levede op til kravene om at have et anerkendelsesværdigt formål eller kunne fremvise en negativ test for coronavirus.

Derfor besluttede færgeselskabet Sundbusserne, at man igen fra søndag igen ville indstille sin sejlads mellem Sverige og Danmark.

- Der har været meget forvirring i dag om, hvad der er gældende for indrejse til Danmark, siger Hans Froholdt, direktør for Sundbusserne, til TV 2 Lorry.

Han tilføjer:

- Det får store konsekvenser. Vi har jo ligget stille i tre måneder, og nu kommer vi til at ligge stille igen. Vi stopper sejladsen igen fra i morgen tidlig, indtil vi ved noget mere om, hvad der kommer til at ske.

Stor usikkerhed om regler
Grænsen til Danmark er kun åbnet for sydsvenskere, hvor smittetrykket er lavere end i andre dele af Sverige, men dertil kommer også en række krav, som sydsvenskerne skal opfylde, hvis de vil ind i Danmark.

Hvis man ved ankomst til Helsingør også gør sig forhåbninger om som svensker at få lov til at gå i land, skal man nemlig kunne fremvise en negativ coronatest, der er højest 72-timer gammel.

Alternativt skal man underskrive et dokument, hvor man forpligter sig til at få taget en coronatest i Danmark samt frivilligt gå i isolation til resultatet af testen forelægger.

Og hvis direktøren for Sundbusserne på forhånd havde kendt til de strenge krav, havde han aldrig startet sin sejlads op igen fra morgenstunden på denne genåbnings-lørdag.

- Det virker på mig som om, koordineringen et eller andet sted er faldet fuldstændigt fra hinanden. Vi har gjort skibene klar, og det hele har været klar til en festdag i dag, men det blev det så ikke, siger Hans Froholdt.

Politidirektør ærgrer sig
Hos Rigspolitiet ærgrer politiinspektør Peter Ekebjærg sig over, at der har hersket forvirring om reglerne ved indrejse til Danmark i forbindelse med den gradvise genåbning af Danmark, der trådte i kraft i dag.

- Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, at der har været forvirring om indrejsereglerne. Vi har her til formiddag arbejdet på at få reglerne præciseret, så det kommer til at stå mere klart for både borgerne og os selv, hvordan det skal administreres.

Én af de ting, der lørdag har været forvirring om, er hvorvidt svenskere fra de tre sydlige regioner Skåne, Halland og Blekinge kunne komme ind i Danmark uden at skulle fremvise en negativ coronatest ved indrejsen - eller om de blot kunne lade sig teste i Danmark kort efter indrejsen.

- Hvis formålet er det, vi kalder anerkendelsesværdige formål, altså at man for eksempel skal arbejde herovre, så er praksis den samme, som den hele tiden har været. Så kan folk indrejse (uden en negativ test, red.).

Vil svenskere fra de nævnte områder til Danmark som turister, gælder dog andre regler.

- Så er forudsætningen for, at man kan indrejse, at man har en negativ coronatest. Altså en test, der viser, at man ikke har corona, og den må maksimalt være 72 timer gammel. Det gælder i øjeblikket, fordi de tre sydlige regioner ikke er med på Statens Serum Instituts liste over åbne områder i Sverige, siger politiinspektøren.

Forandrede sig på en time
Forvirringen i forhold til indrejsereglerne fra Sverige var stor lørdag formiddag.

Søndag trårdte de nye rejse-retningslinjer i kraft, og for svenskere betyder det, at man får lov til at besøge Danmark "uanset formål", hvis man har bevis på, at man bor i en af de sydsvenske regioner Skåne, Halland eller Blekinge.

Hvis den region, man kommer fra, "ikke opfylder kriteriet for at være åben, og du ikke har et anerkendelsesværdigt formål", skal man kunne fremvise en negativ covid-19-test taget maksimalt 72 timer før indrejsen i Danmark, lyder retningslinjerne på politi.dk.

Men ifølge TV 2s reporter i Helsingør, Laura Møller Kretz, er der forvirring om reglerne.

- Alle svenskere, der kom med færgen klokken 10.30 og kunne bevise, at de kom fra Skåne, Halland eller Blekinge, fik lov til at komme ind, siger hun.

Men det forandrede sig allerede en time efter, da den næste færge lagde til kaj.

- Her blev alle svenskere hevet til side. De, der ikke havde taget en test på forhånd, blev bedt om at skrive under på et certifikat, hvor de lovede, at de inden for de næste 24 timer, ville lade sig teste i Danmark og lade sig isolere, indtil de var testet, siger Laura Møller Kretz.

Afhængig af turisme
På trods af forvirringen kommer der altså stadig svenskere til Helsingør. Og selv om det ikke er i et stort antal, glæder det alligevel borgmester Benedikte Kiær (K).

- Det er dejligt, at der kommer nogen. Det betyder meget, for det er et tegn på, at det vender, siger borgmesteren.

- Men der er totalt usikkerhed i forhold til, hvilken dokumentation man skal vise - om man skal testes og andre ting. Jeg håber snart, at der kommer nogle klare retningslinjer.

Ifølge Bendikte Kiær er man i Helsingør enormt afhængig af turismen, især turismen fra Sverige. 20 procent af turismen i byen er afhængig af svenskerne.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111